Kig ind i TV-Avisens studie - eller se Radioavisen blive til

DR Nyheder viser både lokaler og udstyr frem på Kulturnatten.

Du har mulighed for at kigge ind i TV-Avisens studie, som lige har fået en makeover. Her er det vært Ask Rostrup og producer Christian Melballe Thomsen (tv.). (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)

Tid: 18.00-23.00Sted: DR Nyheder og foran DR Byen

Normalt er TV-Avisens studie kun et sted, hvor Johannes Langkilde, Kåre Quist, Ask Rostrup, Erkan Özden og Klaus Bundgård Povlsen samt nogle få andre kommer.

Men det bliver der lavet om på, når det er kulturnat. TV-Avisens studie hedder i daglig tale Studie 14 i DR Byen, og både det og det tilhørende kontrolrum, vil være åbent den 12. oktober, når der ikke bliver sendt TV-Avisen.

Helt siden den 1. august 1926 har DR sendt Radioavisen, og døgnet rundt følger DR’s nyhedsudsendelse med i, hvad der sker i Danmark og ude i verden. Selvfølgelig sender Radioavisen også på Kulturnatten, og du får mulighed for at følge udsendelserne klokken 19.00, 20.00, 21.00 og 22.00 direkte fra det såkaldt regirum, der ligger lige op til studiet.

Se en sendevogn

Skulle du have mere lyst til at blive klogere på DR Nyheders nyhedsrum, står der rundvisere klar til at fortælle om det, og udenfor DR Byen står DR Nyheder klar med sendevogn og udstyr, så du som gæst kan se og prøve.

Facebook
Twitter