- •
Sted: Studie 9A
- •
Tid: Hele aftenen
Vil du se dig selv i fjernsynet til foråret? Og vil du gætte nogle af de bedste danske sange? Så tag din ven, mor, far, lillebror eller mormor med ind i vores kæmpehøjtaler på Kulturnatten og lyt løs.
Måske har du endda nogle minder med sangene, som du vil fortælle på TV?
Den kommende programserie ‘Dansk Musiks Bedste’ ser tilbage på nogle af de største danske sange fra de seneste 50 år. I selskab med flere af Danmarks allerstørste musikere skal vi nemlig over seks programmer høre historierne bag mange de danske sange, vi alle er rundet af.
Soundtracket til de fleste danskeres liv
DR undersøger, hvad musikken handler om, får fortællingerne om, hvordan musikken blev til, hører, hvad musikken siger om os og får sat ord på alle de følelser, som musikken gør ved os.
Samtidig fortæller helt almindelige danskere om deres forhold til alle de sange, der udgør soundtracket til de fleste danskeres liv.
Hvert program er bygget op omkring temaer, som for eksempel forelskelse, barndom, succes, håb, sorg og fest – alle eksemplificeret igennem danske sange. Programmerne bliver vist på DR1 i foråret 2023.