Oplev ’Lægen versus Internettet’

Du kan dyste med læge Peter Hjertholm fra P1-programmet ’Hypokonder’ via din smartphone på Kulturnatten i DR Byen.

Maja Hald er vært for ’Hypokonder’ på P1, og hun er vært for to shows i Kulturnatten. (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1)

Sted: Frokostområdet neden for Biblioteket Tid: Fra klokken 18.00-23:00 - 'Hypokonder' laver 2 x quizzer af 30 minutter i løbet af det tidsrum

Det ugentlige program på P1 ’Hypokonder, der bliver sendt hver fredag klokken 13.30 fra DR Viden i Aalborg, arrangerer hele to shows til Kulturnatten i DR Byen med journalist Maja Hald som vært.

Arrangementet hedder ’Lægen versus Internettet,’ og her skal publikum bevæbnet med deres smartphones dyste mod programmets læge Peter Hjertholm og hans lægevidenskab. Og så gælder det for de konkurrerende om så hurtigt som muligt at diagnosticere en patient ud fra en række symptomer. Hvem gætter rigtigt?

Det er selvfølgelig også muligt at være publikum til quiz-programmet uden selv at deltage.

Aldrig så slemt

”Jeg tror, at gæsterne vil komme til at google sig frem til nogle meget mærkelige og eksotiske lidelser, mens jeg begynder med det mest sandsynlige. Hvis man googler en smerte eller noget eksem, vil søgemaskinen komme med bud, der er de værst tænkelige scenarier. Men i virkeligheden er det næsten aldrig så slemt,” siger Peter Hjertholm, der glæder sig meget til Kulturnatten, som han for første gang skal tilbringe i DR Byen.

Emilie Aagaard, journalist ved DR Viden i Aalborg, forklarer, at idéen med arrangementet er at hjælpe danskerne med at få deres helbredsbekymringer under kontrol.

”Man kan Google sig til næsten hvad som helst, men det betyder ikke, at man skal bruge sit liv på at bekymre sig om hvad som helst,” siger hun.