Se Gunnar 'Nu'-mikrofonen og meget andet: Bliv klogere på historien om dansk radio og fjernsyn

DR Museumsforening viser ikoniske genstande fra DR's imponerende samling.

  • Kulturnatten er en enestående chance for at se en perlerække af det udstyr, der er blevet brugt til radio- og tv- produktion helt tilbage til 1925. (Foto: © DR's Museumsforening)
  • TV-Avisens gamle ur kan også ses i DR Byen.
1 / 2

Tid: Hele aftenen Sted: Produktionsgangen

Hvad er en lakpladeskærer, og hvorfor brugte man båndoptagere med håndsving? Hvordan så Statsradiofoniens allerførste fjernsynskamera ud, og kan det virkelig passe, at der skulle fire mand til at løfte de første farvekameraer? Hvad er et servicemodul, og hvornår sendte Danmarks Radio den første genudsendelse?

Disse spørgsmål, og mange flere, kan du få svar på, når du besøger DR på Kulturnatten, hvor DR Museumsforening viser rundt i udstillingen og fortæller anekdoter fra Statsradiofoniens, Danmarks Radios og DR's tid.

Kig forbi og sig hej til Poul der ved alt om Ampex og den slags båndmaskiner. Flemming har styr på et klippebord og viser, hvordan man med en rolig hånd, en saks og lidt tape klipper film sammen.

Da skrivemaskinen blev arbejdsløs

Erling er lydens mand og har medbragt den legendariske Nagra-båndoptager og Gunnar 'Nu' Hansens mikrofon – så du selv kan prøve at få lyd på båndet. Keld har alle røverhistorierne fra dengang, man optog alt på film, og Nils tager dig med tilbage til 1980´erne, hvor computeren gjorde skrivemaskinen arbejdsløs, når der skulle laves undertekster til programmerne.

Kulturnatten er en enestående chance for at se en perlerække af det udstyr, der er blevet brugt til radio- og tv- produktion helt tilbage til 1925, hvor Statsradiofonien sendte for første gang.

Udstillingen er ikke offentlig tilgængelig, så det er med at gribe chancen, nu den er her.