Tag med Bubber til Bangladesh

På Kulturnatten kan du møde Bubber samt Farzana og Sohagi fra et slumområde i Bangladesh, hvor pengene fra Børnenes U-landskalender i år går til.

  • Bubber har været i Bangladesh i forbindelse med Børnenes U-landskalender 2019. (Foto: Niels Busch)
  • 14-årige Farzana og 19-årige Sohagi, der kommer fra Bangladeshs hovedstad og bor i et af de slumområder, der får pengene fra Børnenes U-kalender, kommer også på Kulturnatten. (Foto: Jeppe Gudmundsen-Holmgreen)
1 / 2

Igennem nu 57 år har det været en juletradition, at DR og Danida hvert år i fællesskab udgiver Børnenes U-landskalender. Her går overskuddet til et hjælpeprojekt blandt børn i Asien, Afrika eller Latinamerika.

Årets kalender bliver præsenteret senere på måneden, men allerede på Kulturnatten kan du blive klogere på den og ikke mindst på Bangladesh, hvor årets u-landskalenderprojekt foregår. Overskuddet fra kalenderen går i 2019 til slumområder i Bangladeshs hovedstad Dhaka, og det er PlanBørnefonden, der står bag projektet. Projektet skal få flere børn i Dhakas slumområder til at gøre skolen færdig fremfor at blive barnebrude eller børnearbejdere.

Mellem klokken 18.30 og 20.00 kan du møde TV-værten Bubber, der har været i Dhaka med PlanBørnefonden for at optage serien ’Bubbers Skolemission’, der indgår i undervisningsmaterialet til årets U-landskalender.

Mød to piger fra Dhaka

Du kan se serien og høre Bubber fortælle om sin rejse til Bangladesh, hvor han blandt andre mødte en tidligere barnebrud, en børnearbejder og en hel masse børn.

Ved Kulturnatten i DR Byen har du også mulighed for at møde 14-årige Farzana og 19-årige Sohagi, der kommer fra Bangladeshs hovedstad, Dhaka, og bor i et af de slumområder, der får overskuddet fra de u-landskalendere, som bliver købt i de kommende måneder. Børnenes U-landskalender vil være i handlen fra slutningen af oktober.

Siden 1962 har danske børn og deres forældres køb af Børnenes U-landskalender genereret et overskud på rundt regnet 190 millioner kroner, som er gået til at skabe bedre forhold for børn i Afrika, Asien og Latinamerika.

Læs mere om årets projekt her