Afmeld medielicens

Læs på siden her, før du afmelder din medielicens. Her står, hvad du skal vide om afmelding.

Du kan kun afmelde din medielicens, hvis du ikke længere er licenspligtig, eller hvis du er dækket af en andens medielicens.

Flytter du sammen med en anden licensbetaler?

Hvis du flytter sammen med din kæreste, din ægtefælle eller dine forældre, som er tilmeldt medielicens, kan du afmelde din medielicens. I skal have samme adresse i folkeregisteret - ellers er I ikke dækket af én licensaftale.

Du kan ikke afmelde din medielicens, hvis du flytter sammen med en bofælle, en ven, en bror eller søster - I er ikke dækket af hinandens medielicens.

Vær opmærksom på, at din medielicens ikke kan være inkluderet i din husleje (Bekendtgørelse om medielicens, § 5)

Gå til afmelding:
Jeg flytter sammen med en anden licensbetaler

Du bliver viderestillet til e-Boks og skal logge ind med NemID.

Har du ingen licenspligtige apparater?

Du kan afmelde din medielicens, hvis du ikke længere har licenspligtige apparater:
• Tv
• Computer med internetadgang
• Mobiltelefon med internetadgang
• Tablet eller andre enheder med internetadgang.

Hvis du har et af ovenstående, kan du ikke afmelde din medielicens.

Det gælder, uanset hvilke tv-kanaler og websteder du besøger, og uanset om du ejer, låner eller lejer apparatet (Bekendtgørelse om medielicens, § 1 og § 3).

Betalingspligten
Din licenspligt begynder, dagen efter du har anskaffet et medielicenspligtigt apparat. Den ophører, dagen efter du ikke længere har et medielicenspligtigt apparat, og DR Licens har modtaget en afmelding fra dig (Bekendtgørelse om medielicens, § 3 og § 4).

Gå til afmelding:
Jeg har ikke længere licenspligtige apparater

Du bliver viderestillet til e-Boks og skal logge ind med NemID.

Flytter du til udlandet?

DR Licens får automatisk besked fra folkeregisteret, når du flytter til udlandet, og din medielicens bliver i den forbindelse afmeldt. Det gælder også, hvis du flytter inden for Rigsfællesskabet (Grønland og Færøerne).

Derfor skal du ikke gøre andet end at registrere din flytning hos folkeregisteret.

Hvis du har penge til gode efter afmeldingen, udbetales beløbet til din NemKonto.

OBS: Du kan ikke være afmeldt for en periode, der er kortere end 3 måneder (Bekendtgørelse om medielicens, § 4). Hvis dit udlandsophold er kortere end 3 måneder bliver din medielicens derfor automatisk tilmeldt fra den dato, den blev afmeldt.

Flytter du på plejehjem?

Hvis du flytter på plejehjem og tager dine licenspligtige apparater med, så skal du fortsat betale medielicens. Medielicensen følger automatisk med dig til din plejehjemsadresse, hvis den er registreret i dit navn.

Har du en ægtefælle eller samlever, som stadig bor i jeres private bolig, så er I begge fortsat dækket af jeres fælles medielicens. I så fald skal I kontakte os, så vi kan registrere begge adresser på jeres medielicens. I kan skrive til os eller ringe til os på 70 20 13 13.

Dødsfald

Det er ikke nødvendigt at afmelde medielicens ved dødsfald.
DR Licens får besked om dødsfaldet fra folkeregisteret, og afdødes medielicens automatisk bliver afmeldt.

Overskydende beløb bliver udbetalt til boets NemKonto. Beløb under 50 kr. udbetales dog ikke jf. § 14, stk. 2 i Bekendtgørelse om medielicens.

Nyhedsbrev OM DR

Nyhedsbrevet 'DR om DR' udkommer hver torsdag med nyheder, baggrund og serviceoplysninger fra DRs egen verden.

Vis alle nyhedsbreve