DR1 søger familier, der vil have hjælp til at leve klimavenligt

Kunne du tænke dig at få en ekspert til at give dig og din familie gode råd til at leve mere klimavenligt?

DR1 hører gerne fra familier, der vil leve mere klimavenligt. Foto: Martin Sylvest Andersen/Scanpix.

Måske elsker I at spise røde bøffer og tænker ikke så meget på klimaet. Måske kunne I allerede godt tænke jer at ændre vaner, men bare ikke ved, hvor I skal starte – så er det måske jer, vi leder efter.

Klimaeksperter anslår, at hvis temperaturerne her på jorden ikke skal stige mere end to grader, skal vi handle nu og udlede mindre CO2. Faktisk skal hver enkelt verdensborger ikke udlede mere end to ton CO2 om året, men her i Danmark udleder vi meget mere. Alene på vores mad og drikkevarer udleder en gennemsnitsdansker 1,5 ton CO2, og regner man bolig, forbrug, transport og alt det andet med, kommer vi helt op på 17 ton. Altså er vi et godt stykke fra målet.

I en ny programserie på DR1 leder vi nu efter to familier med skolebørn eller teenagere, der er villige til at prøve at leve mere klimavenligt. To eksperter vil hjælpe jer med at omlægge jeres madvaner og forbrug og se på hvilke forskellige tiltag, I kan gøre, for at nedsætte jeres CO2-aftryk.

Eksperimentet vil forløbe over nogle uger i august.

Vil du høre mere, så kontakt helt uforpligtende Lea Katrine Dam, DR Perspektiv og Fakta på lekd@dr.dk eller ring 2854 3126.

Facebook
Twitter