Ved du hvem eller hvad der er på DRs historiske billeder?

Gå på opdagelse i over 100.000 historiske billeder fra DRs arkiv og hjælp os gerne med at skrive, hvad der er på billederne, så de lettere kan findes igen. Du må også gerne dele dem på din private Facebook-side.

  • DR Arkiv har en lang række billeder, som der ikke er billedtekster på. Derfor beder de nu om din hjælp. I dette tilfælde er der vist ingen tvivl om, at det er Ingrid og Lillebror fra DRs børneprogrammer i 1960’erne og 1970’erne. (Foto: Dr arkiv)
  • Kender du børnene på billedet? Var det dig? (Foto: Dr arkiv)
  • Clement Kjersgaard med sin far Erik Kjersgaard (Foto: Bent Paulsen)
  • Sonja fra Saxogade (1968) (Foto: Dr arkiv)
  • Klaus Rifbjerg signerer bøger (Foto: Dr arkiv)
1 / 5

DR har et fotoarkiv med 1,8 millioner fotografier, men ikke alle er lige velforsynede med data om, hvad der er på billederne. Derfor beder vi nu om din hjælp.

Vi har udvalgt over 100.000 billeder uden såkaldte metadata fra DRs store samling af historiske billeder, pressebilleder til DR-produktioner og billeder af værter og programmedarbejdere fra perioden 1950 til 1997.

Her kan du gå på opdagelse i DRs historiske billeder. Du kan bare bladre i dem, søge i de fotos, som nogen allerede har forsynet med tags, og du er også velkommen til at dele dem på din private Facebook-side.

Men vi vil også rigtig gerne have, at du tagger og skriver emneord på billederne, hvis du ved, hvad der er på dem.

Kan du for eksempel genkende din fætter eller din farmor på ét af dem? Kan du huske, at et bestemt billede stammer fra et TV-spil, du så i 1960’erne eller 1980’erne, eller kan du for eksempel genkende én af skuespillerne på billedet, så skriv det gerne på billedet.

Det kan også være, du vil skrive et årstal på dem, eller skrive hvad det er for et kamera eller mikrofon-type, der ses på billedet. Jo flere tags, du byder ind med, og jo flere ord, der bliver tagget, jo mere vil alle kunne søge på. På forhånd tak for hjælpen.

Facebook
Twitter