Vil du være en del af DR Lab 2021?

Har du talenter inden for idégenerering, digital udvikling, grafik, teknik, lyd, SoMe eller noget andet inden for digital medieproduktion og markedsføring? Og vil du være med til at udfordre DR's vanetænkning og ruste DR til den digitale fremtid? Så kan du nu ansøge om at blive én af de 24 digitale talenter i årets DR Lab.

  • DR Lab 2020. Foto: Simon K. Larsen.
  • DR Lab 2020. Foto: Simon K. Larsen.
  • DR Lab 2020. Foto: Simon K. Larsen.
  • DR Lab 2020. Foto: Simon K. Larsen.
  • DR Lab 2020. Foto: Simon K. Larsen.
  • DR Lab 2020. Foto: Stine Dahl Børglum.
1 / 6

Hvem er du?

Du er 18-25 år, du har øje for nye trends og tendenser, og du er ikke bange for at udfordre og at prøve kræfter med vilde ideer. Du har et talent, der kan spille ind i produktion til digitale platforme, især SoMe.

Det kan for eksempel være inden for animation, grafik, interaktionsdesign, digital brugerinvolvering og unge-engagement, (vertikal) storytelling, app-udvikling, spiludvikling, video, lyd, redigering, effekter, digitalt design, digital markedsføring, eller noget helt andet. Uddannelse og erhvervserfaring er intet krav – du må gerne være selvlært. Og så sætter vi stor pris på forskellighed, så du skal bare være dit eget unikke selv.

Hvad er DR Lab?

DR Lab er et innovationsforløb på fem intense dage i august, hvor du sammen med 23 andre talenter samarbejder med DR om at løse nogle konkrete cases som DR arbejder på lige nu. I inddeles i tværfaglige grupper, og hver gruppe får en case som I sammen med en opgavestiller skal udvikle spændende løsninger på. Gruppen guides igennem ugen og udviklingsprocessen af en DR-medarbejder. I har base i DR Byen i København, og både studier, udstyr og eksperter står til rådighed.

Hvad får du ud af at være med?

Du får et netværk med andre digitale talenter, mulighed for at prøve dine evner af på en konkret case i DR, og en metode til at omsætte dine idéer til konkrete produkter. Derudover får du inspiration og sparring fra DR’s eksperter og mulighed for at knytte fremtidige relationer. Og så får du mulighed for at prøve at producere med adgang til DR’s udstyr, rekvisitter og kostumer m.m.

Hvad forventer vi af dig?

Vi forventer, at du er mellem 18 og 25 år, kan være med hele ugen, er nysgerrig og kreativ, har talent for digital udvikling og evner, som kan bruges til fremstilling af et medieprodukt.

Hvornår er DR Lab?

DR Lab foregår fra den 23.-27. august 2021 (uge 34) kl. ca. 8.30-16.30 hver dag. Det koster ikke noget at deltage, der er forplejning i løbet af dagen og hvis du kommer langvejs fra, sørger vi for din overnatning tæt på DR Byen.

DR Lab vil selvfølgelig blive afviklet med respekt for de retningslinjer, der på det tidspunkt gør sig gældende i forbindelse med corona og inddæmning af smitte.

Hvordan ansøger du?

Søg senest mandag den 31. maj 2021 ved at følge linket her. Du vil blive guidet igennem ift. de informationer om dig, som vi har behov for. Vi vil gerne se et eksempel på noget, som du har lavet – enten selv eller sammen med andre – så hav det klar til at vedlægge eller linke til. Det kunne fx være en digital illustration, en video til SoMe, et lydklip fra en podcast, et game-design, eller noget helt andet. Hvis du har lavet det sammen med andre, så husk at skrive, hvilken del af det, du har lavet.

Hør tidligere deltagere fortælle om DR Lab

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk