DR inviterer til dialog i syv byer i efteråret

DR fortsætter samtalen med brugere, seere og lyttere, når ’DR Direkte’ genoptager rundturen 19. september i Nordjylland.

  • Forskellige direktører og værter fortsætter rundrejsen i Danmark i efteråret. Her er det generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, og mediedirektør, Henriette Marienlund, på besøg i Korsør. P4-vært Dennis Johannesson skimtes i baggrunden. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)
  • 'DR Direkte' i Korsør. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)
  • 'DR Direkte' i Korsør. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)
  • DR var også på besøg i Middelfart inden sommerferien. Her ses direktør for Nyheder, Aktualitet og Distrikter, Sandy French, generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, P4 Fyn-vært Ruth Kabel og vært på TV-Avisen Klaus Bundgård Povlsen. Foto: Jacob Bøgen Clausen
  • DR var også på besøg i Middelfart inden sommerferien. Foto: Jacob Bøgen Clausen
  • DR var også på besøg i Middelfart inden sommerferien. Foto: Jacob Bøgen Clausen
1 / 6

DR’s dialogkoncept ’DR Direkte’ var i foråret forbi distrikterne DR Sjælland og DR Fyn, hvor henholdsvis Korsør og Middelfart lagde by til. Her stod forskellige DR-direktører og værter klar til dialog med de fremmødte om DR’s valg, fravalg og indhold.

Direkte dialog gør DR klogere

I efteråret fortsætter DR turen rundt i landet, hvor skiftende direktører og radio- og tv-værter besøger blandt andet uddannelsessteder og arbejdspladser. Arrangementerne er åbne, og alle er inviteret til at møde op og give deres mening om DR til kende.

- ’DR Direkte’ er et koncept, hvor vi gennem en åben dialog med brugerne bliver klogere på deres medievaner og brug af DR. Det er altid en stor inspiration at komme rundt i landet, og møde folk, som har noget på hjerte om DR og public service, siger generaldirektør Maria Rørbye Rønn og tilføjer:

- Vi lærer altid noget af de inputs og kommentarer, som folk kommer med til arrangementerne. DR skal hele tiden være nærværende og relevant, og derfor er det også vigtigt at være i åben dialog med dem, vi er der for.

Publikum sætter dagsordenen

To lokale P4-værter og en tv-vært orkestrerer arrangementerne, mens de to direktører vil stå klar til at svare på alt om DR - lige fra nyhedsdækning og børneindhold til kommende dramaserier. Publikum er med andre ord med til at sætte dagsordenen, mens de også får et interessant indblik i DR og livet som vært.

Første arrangement i efteråret er torsdag den 19. september, hvor DR Nordjylland lægger distrikt til på Nørresundby Gymnasium & HF.

Her vil Mette Vibe Utzon, P4-værterne Ralf Dahl Gottschalk og Simon Brix Frederiksen samt direktør for Kultur, Børn og Unge, Henrik Bo Nielsen og mediedirektør, Henriette Marienlund, stå klar til at fortælle om DR og svare på spørgsmål fra gymnasiets elever og andre fremmødte.

Rundtur i hele landet

I ugerne og månederne efter følger distrikterne DR Midt & Vest, DR København, DR Syd, DR Bornholm, DR Østjylland og DR Trekanten. Datoer, steder og tilmelding for alle arrangementer kan findes på dr.dk/direkte. Her vil det også løbende blive afsløret, hvem der er værter for de enkelte arrangementer.

Facebook
Twitter