100-årige Svend Asmussen blev hyldet under torsdagskoncert

Forleden fyldte violinisten Svend Asmussen 100 år, og torsdag var der mere at fejre, da han fik Kammersanger Emil Holms Legat i DR Koncerthuset. Svend Asmussen begyndte at spille i 1923.

  • Svend Asmussen fik torsdag aften Kammersanger Emil Holms Legat på 30.000 kroner (Foto: DR TVarc © Type 2)
  • Svend Asmussen fyldte 100 år i februar. (Foto: DR TVarc © Type 2)
  • Svend Asmussen fra han medvirkede i et DR-program i 1955 (Foto: DR Arkiv © Type 1)
  • Svend Asmussen som disc-jockey i radiouds. 'To disker op'. P3. 20. marts 1980
  • 1963. Uds. Vinterhaven.
  • Uds 'Pladeparade'.
  • Uds 'Pladeparade'. (Foto: Dr)
1 / 7

Han er født i 1916, han udgav sin første plade i 1934, og han er en af de få nulevende danskere, der kan huske, at DR begyndte at sende – da han var ni år gammel.

Sidst i februar fyldte violinisten Svend Asmussen 100 år, og torsdag aften var der mere at fejre, da musikeren og entertaineren blev hyldet i DR Koncerthuset i forbindelse med ugens Torsdagskoncert.

Svend Asmussen blev årets modtager af Kammersanger Emil Holms Legat på 30.000 kroner. Emil Holm var Statsradiofoniens første chef og samtidig også grundlæggeren af DR Symfoniorkestret under mottoet: ”Det bedste – kun det bedste”.

Hædersprisen, som DR Symfoniorkestret står for at uddele, bliver enten givet til et ungt talent eller til en ældre musiker, som har gjort en ekstraordinær indsats i musikkens tjeneste, som det hedder. Og årets prismodtager var altså i den sidste kategori og den ældste modtager af prisen nogen sinde.

Startede som 7-årig

Det var formanden for DR Symfoniorkestrets musikere, René Mathiesen, der motiverede valget foran ugens torsdagskoncertgæster og direkte på P2:

”Svend Asmussen startede med at spille som 7-årig. Det er i sig selv jo ikke så usædvanligt, men tidspunktet er. Det var nemlig to år for DR Symfoniorkestret blev grundlagt. Han startede med klassisk instrumental undervisning, men jazzen blev hans skæbne,” sagde René Mathiesen og tilføjede, at Svend Asmussen gennem et langt liv som kunstner har bevæget sig rundt i alle musikalske stilarter med en nysgerrighed og med tårnhøje ambitioner for sig selv og sine medspillere.

”Svend Asmussen har både som musiker og menneske været en stor inspiration for generationer af musikere og er stadig - på trods af sin høje alder - voldsomt interesseret i de nye generationer af musikere – og især violinisterne her i landet og rundt om i verden,” lød det i motiveringen, hvor René Mathiesen tilføjede:

”Gennem musikken har Svend Asmussen repræsenteret violinen og Danmark i en menneskealder, og som musikere i DR Symfoniorkestret bøjer vi os i støvet af respekt.”

Svend Asmussen havde ikke selv mulighed for at være til stede i DR Koncertsalen, så det var hans kollega, jazzviolinisten Bjarke Falgren, der modtog Kammersanger Emil Holms Legat og de 30.000 kroner på hans vegne.

Svend Asmussen optrådte gennem 15 år fast i Stig Lommers revyer i 1940’erne og 1950’erne, men ellers har han også optrådt og spillet sammen med en stribe af musikere gennem de mange år – for eksempel Fats Waller, Josephine Baker, Gerda Neumann, Ulrik Neumann og Alice Babs i Swe-Danes, The Mills Brothers, Lionel Hampton, Shu-Bi-Dua, Niels-Henning Ørsted Pedersen, Jan Johansson, Toots Thielemans og mange, mange flere.

Prisen blev uddelt i forbindelse med ugens Torsdagskoncert, hvor der var russiske værker på stribe på programmet af blandt andre Tjajkovskij, Sjostakovitj og Stravinskij – alt sammen spillet af DR Symfoniorkestret og dirigeret af Dimitri Kitajenko. Både koncerten og prisoverrækkelsen kan høres eller genhøres på P2 søndag den 24. april klokken 12.15 og på dr.dk.