1,2 millioner får flyttet rundt på TV-kanalerne

I løbet af januar laver YouSee om i kanalrækkefølgen. Det betyder blandt andet, at DR K flytter fra kanal nummer 3 til 24.

Her i starten af det nye år flytter DR K kanal hos YouSee. TV-udbyderen laver nemlig om i kanalrækkefølgen, og det betyder, at 1,2 millioner danske husstande kommer til at opleve ændringer.

Vi sender en mail ud, inden vi opdaterer i den enkelte region.

Jacob Mortensen, TV-direktør hos YouSee

Fra den 8. januar til den 8. februar ommøblerer YouSee rækkefølgen, og det betyder blandt andet, at DR K rykker fra plads 3 til 24.

”Vi vil gerne sikre det bedste flow hos tv-seerne. Derfor flytter vi kanalerne, så de mest sete ligger længere fremme, og så de hænger sammen i for eksempel børnekanaler og sportskanaler,” siger TV-direktør i YouSee Jacob Mortensen.

Sker automatisk

Opdateringen sker automatisk, så de fleste TV-seere skal ikke selv gøre noget. Hvis man har lavet favoritlister eller lignende på sit TV, kan det være, at man skal opdatere den manuelt.

YouSee sørger dog for at sende en mail ud til de kunder, der har givet TV-udbyderen lov til at kontakte dem.

”Vi sender en mail ud, inden vi opdaterer i den enkelte region. Heri linker vi også til vores hjemmeside, hvor man kan finde oplysninger om, hvad man skal foretage sig, hvis man skal foretage sig noget,” siger Jacob Mortensen.

Du kan læse mere om den nye kanalrækkefølge, og hvordan du selv flytter rundt på dine yndlingskanaler her.