15.000 har spillet ’Høvdingebold’ og lært om god holdånd

Torsdag er der finale i DRs og Dansk Skoleidræts ’Høvdingebold’-turnering, hvor ikke færre end 1500 skoleklasser har været med i år og har haft mere fokus på sammenhold end tidligere.

Det blev 5. klasse fra Stoholm Skole - alias De Stegte fra Stoholm, som sejrede i 2012 i turneringen. (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1)

Selv om man ikke har været på skærmen i tre-fire år, behøver man ikke være glemt. Sådan er det i hvert fald med ’Høvdingebold’, som blev vist på DR1 og DR Ramasjang i starten af årtiet.

Det hurtige boldspil fortsatte som en landsdækkende turnering for landets 4.-5. klasser, og når der torsdag den 22. maj bliver spillet finalestævne i Strib Fritids- og Aktivitetscenter ved Middelfart, kan arrangørerne DR, Dansk Skoleidræt og Nordeafonden se tilbage på et nyt rekordår, hvad opbakning angår.

1500 skoleklasser har været med – mod 1200 sidste år. Det betyder, at mindst 15.000 børn fra hele landet har været med til at spille og til at heppe fra sidelinjen.

”Jeg kan huske, at vi det første år tænkte, at det var vildt, hvis vi kunne få 100 hold med. Vi havde aldrig nogen sinde troet, at det ville blive så stort, men det er helt vildt dejligt. Udover at børnene får sig rørt og får god motion, tror jeg også, at vi har ramt en tendens med, at skolerne gerne vil være med i projekter, som de kan arbejde med på tværs af fagene. I ’Høvdingebold’ er der både krop og bevægelse og lagt op til at drøfte emner som holdånd og mobning,” forklarer DRs projektleder for ’Høvdingebold’, Kasper Zederkof fra DR Salg.

Der er også lavet undervisningsmateriale

Udover at der er en turnering, er der lavet undervisningsmateriale til ’Høvdingebold’. Og alle i klassen har også haft en aktiv rolle forud for turneringen ved at skulle arbejde sammen om at lave teamplayerkort, kampråb og våbenskjold for at skabe identitet og sammenhold i klassen.

”I år bliver finalestævnet ikke sendt på tv, og det har faktisk betydet, at vi kan få plads til flere deltagende hold i år i Strib. De fem vindere af landsdelsstævnerne er med, mens fem andre af pladserne går til skoleklasser, der har vist kreativitet, god holdånd, en positiv stemning og fairplay. De sidste to hold er kommet med på wildcards – måske fordi de har været specielt dygtige, eller fordi de missede chancen i sidste øjeblik,” siger Kasper Zederkof, der glæder sig over, hvordan kampen mod mobning efterhånden også er blevet en central del af ’Høvdingebold’-turneringen.

Som noget nyt har de sociale medier – og især Instragram - været en vigtig part af ’Høvdingebold’ i år, og også det har sat børnene i sving, mener DRs projektleder.

”Her har børnene kunnet følge, hvordan andre har øvet dans og sange, lavet skilte og bannere og i det hele taget fået et indblik i, hvordan de andre har forberedt sig til ’Høvdingebold’. De sociale medier har været med til at give en helt ny dimension og et nyt fællesskab med de andre hold,” siger Kasper Zederkof.

Selv om ’Høvdingebold’ ikke bliver sendt i fjernsynet i år, er det nu ikke ensbetydende med, at Ultras værter ikke er til stede. Tim Terry og Sofie Østergaard binder finalestævnet sammen, der vil være danseoptræden, og så kommer Basim og den 14-årige rapper og skuespiller Toke Lars Bjarke for at synge ved finalestævnet i Strib.

100 timers leg

”I DR har vi sagt, at en times børnefjernsyn gerne skulle blive til 100 timers leg. I det her tilfælde er det blevet til meget mere, og det har været rigtig dejligt at se,” siger Kasper Zederkof.

Sammen med Dansk Skoleidræt og Nordeafonden overvejer DR nu, om turneringen skal fortsætte næste år og i givet fald hvordan.

Facebook
Twitter