186 millioner så med: Danske seere er særligt Grand Prix-ivrige

Det samlede seertal for årets Eurovision Song Contest er nu gjort op. Tallene viser, at danskerne er forholdsvis vilde med Melodi Grand prix i forhold til Europa i gennemsnit.

Danske Rasmussen, der sikrede sig en 9. plads, havde masser af seere, da han deltog i Det Europæiske Melodi Grand Prix. 186 millioner kiggede med, viser det sig (Foto: Gustav Eurén/Philippe Jessen)

Da DR1 lørdag den 12. maj viste finalen i Eurovision Song Contest fra Lissabon, var det 71,5 procent af alle danskere med fjernsynet tændt i det tidsrum, som så, at Israels Netta løb med sejren.

Dermed skrev de danske seere sig samtidig ind i klubben for de særligt Grand Prix-ivrige. For ifølge det europæiske radio- og tv-samarbejde European Broadcasting Union var det danske tal nærmest præcist dobbelt så højt som tallet for Europa som helhed. Her var det i gennemsnit godt hver tredje seer i deltagerlandene – eller 35,8 procent af alle med fjernsynet tændt, som så danske Rasmussen og alle de andre, der var på scenen i de højst tilladte tre minutter.

EBU er nu klar med et samlet seertal for de tre tv-shows i Portugal, og det viser, at i alt 186 millioner kiggede med på tværs af de 43 lande, som sang med. Dermed var der lidt flere seere til årets Eurovision, end der var sidste år, hvor tallet var 185 millioner.

Giver flere seere end normalaften

”Igen i år blev det bekræftet, at Eurovision Song Contest er verdens største live-musikbegivenhed, og at showet kan noget med at samle seerne. På en normal lørdag aften uden Grand Prix-show plejer de samme public service-tv-kanaler i gennemsnit at have en seerandel på 15,3 procent,” skriver EBU i en pressemeddelelse.

Danmark bidrog med 1.131.000 seere ved Eurovision-finalen, hvor det måske ikke overraskende var de store lande, der havde flest seere – målt i antal. I Tyskland kiggede 7,7 millioner seere med på tv-kanalen ARD, i Storbritannien fulgte syv millioner med på BBC One, og på franske France 2 sad 5,2 millioner klar bag skærmen. I alle tre lande var der flere seere, end der har været de senere år, og i Spanien fordoblede kanalen LA1 ligefrem seertallet i forhold til sidste år, så 6,4 millioner så med i 2018.

Selv om de danske seere er Grand Prix-ivrige, bliver de nu fortsat slået af Island. Her var lysten til at se Grand Prix enorm – også selv om den islandske deltager ikke gik videre til finalen. 95,3 procent af alle med fjernsynet tændt i Island om aftenen den 12. maj fulgte Eurovision Song Contest.

I tv-kredse bliver der talt en del om, at især unge ikke ser flow-tv længere, men det kan EBU ikke bekræfte i forbindelse med Det Europæiske Melodi Grand Prix. Her var der tre-fire gange flere børn og unge, der fulgte showet, end der normalt ville følge kanalerne på en normal tv-aften.

6,6 millioner streamede

Udover at 186 millioner så med på fjernsyn, var der også 6,6 millioner i 198 lande, der streamede fra de to semifinaler og finalen via den officielle ESC YouTube-kanal i løbet af de tre majdage. Det var 10 procent flere end i 2017.

13 lande valgte også at udsende lyden fra Eurovision Song Contest på radio, men hvor mange der lyttede med der, har EBU ikke noget samlet tal for.

I Danmark blev Eurovision-finalen ugens mest sete program på alle danske kanaler, mens semifinalen med dansk deltagelse blev det næstmest sete program i uge 19.

Facebook
Twitter