21-årig står over for sin første solo-koncert: "Harpen er fra en anden planet"

Tilbage i august fik DR Symfoniorkestret ny harpenist. Zachary Hatcher er 21 år og fra USA, og han er uddannet på konservatoriet i Paris. Den 23. juni spiller han sin første solokoncert i Koncerthuset.

Zachary Hatcher kom en dag hjem fra børnehaven og sagde, at han ville spille harpe. Nu gør han det fast i DR Symfoniorkestret. (Foto: Felix Bache)

Ligesom mange af DR Symfoniorkestrets medlemmer kommer Zachary Hatcher fra en musikalsk familie. Da han var helt lille, fik han stukket en violin i hånden, men det var ikke lige det instrument, der skulle gøre Zachary Hatcher til en af de store spillere på den klassiske scene.

“Da jeg var to år, fik min mor mig til at spille violin, men jeg hadede det. En dag kom jeg hjem fra børnehave og sagde til min mor, at jeg ville spille harpe. Jeg havde aldrig set en harpe, men jeg havde hørt dens fantastiske lyd, og siden da har harpen været mit instrument,” siger han.

Se Zachary Hatcher i aktion på harpen

Har spillet harpe siden børnehaven

Zachary Hatcher har spillet harpe, siden han var fire år gammel. Han har så at sige spillet harpe, så længe han kan huske. Han mener, at harpen er et særligt instrument, fordi musikeren er så tæt på instrumentet og lyden.

“Harpens klang er som fra en anden planet, og hver enkelt harpenist sin egen specielle lyd. Der er ikke nogen afstand mellem dig og harpen, når du spiller. Der er ingen bue eller tangenter. Det hele er op til den, der spiller,” siger han.

Nogle har måske den opfattelse, at harpen ofte spilles af kvinder. Det skyldes nok især den franske harpespiller, Marie Antoinette, der gjorde harpen til et feminint symbol i starten af 1900-tallet. Men historisk er harpen, ligesom de fleste andre instrumenter i et symfoniorkester, blevet spillet af mænd.

Det er sjældent harpen, der spiller den bærende melodi eller tema i en symfoni. Harpens rolle er speciel og kan bruges på flere måder.

“Harpen har en særlig rolle i et symfoniorkester, og komponister har brugt harpen på mange forskellige måder i tidens løb. Harpen skaber en harmoni, som man hurtigt ville savne, hvis man fjernede den,” siger Zachary Hatcher.

Ualmindeligt meget harpe

Selvom harpen er et velkendt instrument i en symfoni, er det ikke alle symfoniorkestre, der har en fast harpenist. Ofte bliver harpenister kaldt ind i forbindelse med en koncert, hvor der er særligt brug for harpen. Men det er ikke tilfældet i DR Symfoniorkestret.

“Jeg har snakket med flere af mine harpenist-kollegaer, som er meget overraskede over, hvor meget harpen bliver brugt i løbet af en sæson i DR Koncerthuset. Harpenister er vant til at blive kaldt ind cirka en gang hver anden uge, men jeg har spillet hver uge, siden jeg begyndte i DR Symfoniorkestret,” siger Zachary Hatcher.

Flere unge i Koncerthuset

Med sine blot 21 år er Zachary Hatcher det yngste medlem af DR Symfoniorkestret. DR Koncerthuset har på det sidste haft stor succes med at lokke unge mennesker til koncerter, og det kan mærkes. Den 1., 2. og 3. juni spillede DR Symfoniorkestret ‘Galaxymphony’-koncert i Koncerthuset, hvor blandt andet musikken fra Star Wars blev fremført.

“Det er fantastisk at spille koncert for folk på min egen alder. De råber og skriger, som om man var Beyoncé, og det giver et kæmpe sus i maven. Det er noget lidt andet end at spille Mozart for et publikum, der alle er over 60,” siger Zachary Hatcher. Der går formentlig ikke længe, før Zachary Hatcher igen for alvor føler suset. Den 23. juni spiller DR Symfoniorkestret værket 'Introduction et Allegro', komponeret af Maurice Ravel, ved orkestrets sommerkoncert. Værket er kendt for sin udfordrende harpestemme og er det tætteste, man kommer på en koncert for harpe af den kendte franske komponist.

“Det er utroligt spændende for mig. Musikken, vi skal spille, er fantastisk og jeg glæder mig helt vildt. Jeg har aldrig fået lov at prøve det før, så jeg er også en lille smule nervøs,” siger den unge harpenist.

Facebook
Twitter