22 radiostationer i Europa og Canada spiller dansk julemusik

Den 21. december er julemusikdag på klassiske radiokanaler over store dele af Europa og Nordamerika. I år skal de 6-7 millioner lyttere blandt andet høre DR Symfoniorkestret og ’Sikken voldsom trængsel og alarm’.

Både ’Nøddeknækkeren’ og ’Den Lille Pige med Svovlstikkerne’ ryger nu fra DR Koncerthuset og ud i verden. (Foto: DR)

Der er ikke så mange uden for landets grænser, som kender Emil Reesens ’Sikken voldsom trængsel og alarm’, men det kommer de til nu.

Siden 1996 har alle de europæiske radiofonier samt USA og Canada været sammen om at skabe EBU’s julemusikdag med stemningsfyldt julemusik fra lande i hele verden. Sådan bliver det også i år - søndag den 21. december, hvor P2’s lyttere ligeledes kan høre julemusik i 13 timer i rap - fra klokken 10.55 om formiddagen til midnat.

Hver time bliver der stillet om til et nyt land, der præsenterer julemusik, som er typisk for det pågældende land med masser af lokalkolorit. På den måde får lytterne et spraglet billede af, hvordan julen klinger rundt omkring på kloden og et akkompagnement til juleforberedelserne.

DR står for to timer

DRs bidrag til årets julemusikdag bliver en optagelse med DR Symfoniorkestrets torsdagskoncert fra den 27. november, og det er her, Emil Reesens ’Sikken voldsom trængsel og alarm’ kommer ind i billedet. Det samme gør August Ennas lille enakter-opera ’Den lille pige med svovlstikkerne’, skrevet over H. C. Andersens eventyr af sammen navn.

De to roller, som pigen og moderen, bliver sunget af de danske sopraner Denise Beck og Inger Dam Jensen, og DR Symfoniorkestret bliver dirigeret af Karl Heinz Steffens. Helt ekstraordinært har DR fået lov til at stå for musikken i to timer på julemusikdagen.

Ifølge DRs musikudvekslingskoordinator Inge Neiiendam Müller er det lytterne til fem tyske og to canadiske radiofonier, der skal høre dansk julemusik i den eftertragtede sendetid mellem klokken 20.00 og 22.00. Det samme skal lyttere i Spanien, Portugal, England, Sverige, Estland, Letland, Litauen, Grækenland, Slovenien, Polen, Rumænien, Ungarn, Finland og Danmark. Et sted mellem seks og syv millioner lyttere forventes at høre med.

Udover Emil Reesen og August Enna bliver de andre landes lyttere også præsenteret for sidste år Klassisk Top 50-vinder på P2, nemlig DR Symfoniorkestrets udgave af Mozarts Klarinetkoncert med den tyske klarinettist Wenzel Fuchs som solist, og derefter Tjajkovskijs ’Nøddeknækkersuite nr. 1’, som også knytter sig til juletiden.

Sådan ser programmet for julemusikdagen ud på P2 den 21.december:

EBU’s JULEMUSIKDAG - i en optagelse/direkte fra:

  • 10:55 - 11:55  USA

  • 12:00 - 12:55  Island

  • 13:00 - 13:55  Slovenien

  • 14:05 - 14:55  Finland

  • 15:00 - 15:55  Polen

  • 16:00 - 16:55  Letland

  • 17:00 - 17:55  Tjekkiet

  • 18:05 - 18:55  Rumænien

  • 19:00 - 19:55  Tyskland

  • 20:00 - 21:55 Danmark

  • 22:00 - 22:55 Sverige

  • 23:00 - 23:55 Canada

 

Facebook
Twitter