39 år efter premieren: ’Matador’ er røget til tops – igen

Den nyrestaurerede udgave af ’Matador’ er blevet et hit på dvd og bluray. Livet i Korsbæk var den mest solgte dvd i uge 44.

Helle Virkner og Malene Schwartz spillede søstrene Elisabeth og Maude i ’Matador’. (Foto: Dr)

Landets seere er tilsyneladende umættelige, når det gælder om at vælte sig i livet i Korsbæk og følge med i, hvad Maude, Fede, grisehandleren eller Mads Skjern bedriver.

Lørdag den 11. november er det præcis 39 år siden, at ’Matador’ lagde gaderne øde første gang, og netop i fødselsdagsugen, kan Lise Nørgaards populære serie fejre, at den har fået endnu en førsteplads.

Den 26. oktober udgav DR og Nordisk Film Distribution den nyrestaurerede udgave af ’Matador’ på dvd og bluray, og det har straks fået folk ud at handle.

En opgørelse, som Foreningen af Danske Videodistributører har lavet, viser, at ’Matador-boks 2017 Nyrestaureret’, som den officielt hedder, i uge 44 var nummer 1 på listen over de mest solgte dvd’er i Danmark og var nummer to på Blu-Ray-hitlisten – kun overgået af ’The Mummy’ fra Universal Sony Pictures.

Første gang med synstolkning

Udover at det er første gang, den nyrestaurerede udgave er i handlen, er det også første gang, at serien kan fås med synstolkning, så svagtseende og blinde også kan følge livet i Korsbæk denne gang – for første gang nogen sinde for øvrigt.

’Matador’ er ubestridt den bedst sælgende tv-serie til dato i Danmark. I alt vurderer DR Salg, at der er solgt flere end 4.700.000 ’Matador’-dvd-discs i normalt dansk detailsalg. Det svarer til over 400.000 bokse. Derudover købte over en million danskere den også på videobånd i sind tid, ligesom serien også har været solgt sammen med blade og ugeblade i både Danmark, Norge og Sverige.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter