417.000 har været til opera hjemme i stuen i år

Det er populært at høre opera på P2. I lørdags satte 118.000 sig til rette, da kanalen sendte fra Metropolitan-operaen i New York, og dermed blev operaen også ugens mest lyttede program på P2.

Opera er populært på P2. Billedet her er fra sidste års Opera Top 50 på kanalen. Det kulminerede med en koncert i DR Koncerthuset. (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1)

Om lytterne klæder sig på til en festaften derhjemme, står hen i det uvisse, men adskillige tusinde danskere sætter sig i hvert fald til rette ved højttalerne hver lørdag aften, når der er ’P2 Operaaften’.

Da P2 i lørdags sendte den italienske operakomponist Vincenzo Bellinis opera ’Norma’ fra Metropolitan-operaen i New York med solister som Angela Meade, Joseph Calleja og Jamie Barton, lyttede 118.000 med – eller 11 procent af alle med radioen tændt mellem klokken 19.20 og 23.00.

”Dermed blev operaen ikke alene den mest hørte på P2 i år – det blev også det mest hørte af alle programmer på kanalen i sidste uge. På andre radiokanaler ville det måske være overraskende, at et aftenprogram var mest lyttet, men på P2 sender man på FM om aftenen, og det gør, at flere lytter til P2 i aftentimerne,” forklarer lederen af DR Medieforskning Dennis Christensen.

Med lørdagens koncert tog P2 hul på sæsonens transmissioner fra Metropolitan-operaen i New York. Gennem de næste fire måneder sender P2 udvalgte forestillinger som de foregående år.

Kanalchefen for P2, Susanna Arpi, glæder sig over interessen:

”Det er et af verdens bedste operahuse, og forestillingerne er populære blandt operaelskere. På P2 er vi glade for at kunne tilbyde lytterne muligheden for at høre flere af dem,” siger hun.

Lillejuleaften – den 23. december – kan operaelskere sætte sig til rette med P2 tændt igen og få en hel opera ud af højttaleren – præsenteret af P2’s Mathias Hammer.

Da gælder det Mozarts opera ’Figaros bryllup’ fra Metropolitan Operaen i New York med Rachel Willis-Sørensen, Christiane Karg, Serena Malfi, Luca Pisaroni og Adam Plachetka i hovedrollerne.

I gennemsnit er det 63.000 lyttere, der har snuppet en opera i radioen hver lørdag i 2017, og i alt har 417.000 forskellige lyttere været forbi mindst én af årets operaaftener på P2. Regner man det om, svarer det til, at man kunne fylde den store sal i Operaen i København lige knap 300 gange med operaelskere fra P2.

Facebook
Twitter