450 skolebørn giver koncert med DR Symfoniorkestret

Elever fra Esbjerg, Herning, Morsø og Ringkøbing-Skjern får en oplevelse af de helt store tirsdag den 31. maj, når de går på scenen i DR Koncerthuset side om side med DR Symfoniorkestrets professionelle musikere.

  • 450 skolebørn fra hele landet indtager DR Koncerthuset til OrkesterMesterFest tirsdag den 31. maj, hvor de spiller sammen med DR Symfoniorkestrets professionelle musikere. (© Sissel Stroyer © Danske Musik- og Kulturskoler)
  • Som del af projektet OrkesterMester har børnene øvet sig i at spille i orkester med deres klassekammerater. Nu mødes de med elever fra andre skoler i et kæmpe orkester. (© Sissel Stroyer © Danske Musik- og Kulturskoler)
1 / 2

Der bliver fuldt hus på scenen i DR Koncerthuset i næste uge, når i alt 450 skolebørn fra hele landet indtager Koncertsalen med deres instrumenter.

Ud over hele 171 marimbaer, som fylder en stor del af scenen, medbringer børnene 300 klassiske orkesterinstrumenter som violiner, trompeter og klarinetter. Samtidig medvirker godt 70 professionelle orkestermusikere fra DR Symfoniorkestret, som er med til at holde sammen på det kæmpestore orkester.

Koncerten er en del af projektet OrkesterMester, som etablerer skoleorkestre på folkeskoler i hele landet. Eleverne, der går i 2. til 5. klasse, har haft ’orkester’ på skoleskemaet og fået mulighed for lære at spille på et orkesterinstrument sammen med deres klassekammerater.

Efter mange timer i øvelokalet med undervisere fra både folkeskolen og musik- og kulturskolerne, er eleverne nu klar til at møde hinanden til den afsluttende workshop og koncert i DR Koncerthuset, hvor de får selskab af DR Symfoniorkestrets professionelle musikere.

Efter formiddagens workshops i DR Koncerthusets forskellige studier slutter dagen med den store OrkesterMesterFest i Koncertsalen, hvor Jannik Schow fra DR Ultra leder de medvirkende og publikum gennem programmet.

Musikalsk fællesskab for alle

For Danske Musik- og Kulturskoler, som er den bærende kraft bag OrkesterMester, er det afgørende at så mange børn som muligt får mulighed for at opleve det fællesskab, som kan opstå, når man spiller i orkester sammen.

- Orkestermusik bør være noget alle børn får mulighed for at stifte bekendtskab med. Ideen bag OrkesterMester er at lukke mange flere børn ind i musikkens verden og fællesskab gennem oplevelsen af selv at kunne udtrykke sig på et instrument og i samspil med andre, siger Lotte Trangbæk, som er generalsekretær i Danske Musik- og Kulturskoler.

I DR Koncerthuset ser man frem til at modtage de mange børn, som for de flestes vedkommende aldrig før har før har været i huset. Lederen af DR Musikariet, Agnete Skibsted, siger:

- Vi glæder os enormt til at fylde alle DR Koncerthusets studier med børn, som for de flestes vedkommende er helt nye i musikkens verden. Det er en hjertesag for os og for DR Symfoniorkestrets musikere at lukke børnene ind i orkestermusikkens særlige univers, hvor lyden af de enkelte instrumenter smelter sammen til noget meget større.

Om OrkesterMester

OrkesterMester er et landsdækkende projekt, som opdyrker skoleorkestre på folkeskoler, som ikke i forvejen har et orkester. Det er hele klassen, som skal være sammen om at spille, og undervisningen foregår i skoletiden.

OrkesterMester løfter musikundervisningen via det samarbejde, som musikskolelærerne og folkeskolelærerne har ude i klasserne. Lærerne bliver klædt på til at varetage instrumentalundervisning, hvilket har særlig betydning i kraft af den aktuelle mangel på musikundervisere i hele landet.

OrkesterMesterFesterne sætter fokus på kunstens deltagelses-, dannelses- og fællesskabsmuligheder for alle børn, når folkeskole, kommunale kulturinstitutioner og regionale koncerthuse samarbejder.

Projektet er et samarbejde mellem Danske Musik- og Kulturskoler, kommuner og folkeskoler. Det startede i 2018 med en bevilling fra Nordea-fonden på 3,4 millioner kroner. Med midler fra Musikhandleplanen 2019-2022 har Kulturministeriet bevilget 10 millioner kroner til projektet.

  • HVORNÅR: Tirsdag 31. maj klokken 15.30-16.30 (Børnene mødes klokken 11 til instrument-workshops med DR Symfoniorkestrets musikere)

  • HVOR: DR Koncerthuset, Ørestads Boulevard 13, 2300 København S.

  • ARRANGØR: DR Musikariet og Danske Musik- og Kulturskoler (DMK)