60 år med Melodi Grand Prix fejres på DR1

I år bliver Det Europæiske Melodi Grand Prix holdt for 60. gang, men 62 har vundet i årenes løb. Det første show blev holdt en torsdag i en teatersal i Schweiz. DR1 fejrer jubilæet med et BBC-show lørdag den 16. maj.

  • Lys Assia vandt for Schweiz i det første Grand Prix i 1956. Hun var på scenen i Forum, da DR holdt 50 års-jubilæumsfesten i 2005, og var også med som tilskuer i København sidste år, hvor dette billede blev taget. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)
  • Emmelie de Forest leverede den tredje danske sejr nogensinde i 2013. Forud for det har der været danske sejre i 1963 og 2000. Foto: Bjarne Bergius Hermansen. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)
1 / 2

Da hollandske Jetty Paerl den 24. maj 1956 i Teatro Kuursal i Lugano i Schweiz giver sig i kast med at besynge de hollandske fugle i nummeret ’De Vogels van Holland’, var hun næppe vidende om, hvad det var, hun var med til at sætte i gang.

Det skulle vise sig at blive den første af en lang, lang række Grand Prix-sange. Faktisk er det blevet til over 1300 internationale bidrag siden – og endnu flere Grand Prix-sange i de lokale finaler.

I år kan det europæiske tv-samarbejde EBU så fejre, at Eurovision Song Contest har været holdt 60 gange, og den runde dag bliver markeret på DR1, når kanalen lørdag den 16. maj klokken 20.50 - og igen søndag den 17. maj klokken 16.30 - viser showet ’60 år med Eurovision Song Contest’ fra London, hvor også Brødrene Olsen og Emmelie de Forest bidrager til den gode stemning og byder på deres vindere fra 2000 og 2013.

Sårene skulle heles efter krigen

Melodi Grand Prix har altid været farverigt og glittet, men selve showet opstod faktisk i en tid, hvor sårene stadig skulle hele i Europa efter Anden Verdenskrig – og i en tid, hvor de færreste endnu havde deres eget fjernsyn i stuen.

EBU’s daværende generaldirektør Marcel Bezencon bliver tit kaldt opfinderen af Eurovision Song Contest. Hans idé – da den opstod i 1955, var at bringe Europa nærmere sammen 10 år efter krigen. Selve opfindelsen med at dyste på sange kom fra England, hvor den britiske skuespiller Michael Brennan i marts 1954 barslede med tanken om en Festival of British Popular Songs. Den skulle blandt andet indeholde regionale juryer og en pointtavle, og festivalen nåede da også lige at se dagens lys den 7. maj 1956 – eller godt to uger, før den første Eurovision Song Contest fandt sted.

Det første år var syv lande med i Det Europæiske Melodi Grand Prix – nemlig Holland, Schweiz, Belgien, Vesttyskland, Frankrig, Luxembourg og Italien. Og for første og også eneste gang kunne værten i 1956, Lohengrin Filipello, præsentere to sange fra hvert land. Allerede året efter var Danmark også med, da Gustav Winckler og Birthe Wilke kunne berette, at ’Skibet skal sejlet i nat’.

Tre minutters-reglen

Det første show varede en time og 40 minutter, mens det i dag tager op imod tre en halv time, fra de første strofer har lydt, til de sidste 8, 10 og 12 point er uddelt, og en vinder kan kåres.

De mange og efterhånden velkendte regler og traditioner i Eurovision Song er kommet med årene. Pointtavlen kom allerede i 1957, og har været der lige siden, og det samme år var italienske Nuzio Gallos sang ’Corda Della Mia Chitarra’ så lang, at EBU indførte en regel om, at Grand Prix-sange skal være højst tre minutter.

Det første store internationale Grand Prix-hit må man nok sige, at Domenico Modugno fik i 1958 – endda ved ”kun” at blive nummer tre. Sangen ’Nel Blu, Di Ponto Di Blu (Volare)’ er siden kommet i over 100 udgaver og blevet solgt i 22 millioner eksemplarer.

Hvor Eurovision Song Contest i de første år bliver holdt midt i ugen, beslutter EBU sig i 1963 for, at Grand Prix-finalen skal sendes om lørdagen. Og sådan har det været lige siden det år, hvor Jørgen og Grethe Ingmann i BBC Television Centre i London sang Danmark til den første af indtil videre tre sejre.

BBC gik også i spidsen, da de i 1968 insisterede på at sende showet i farver – på et tidspunkt, hvor de færreste endnu havde farvefjernsyn.

Fire vandt i 1969

Selv om der har været mange meninger om Eurovision Song Contest gennem år og dag, var der nu for alvor hidsig diskussion om konkurrencen, da der i 1969 i Spanien var fire lande, der fik det samme antal point. Da pointtavlen var gjort op, havde Frankrig, Holland, Spanien og Storbritannien alle 18 point, og da EBU ikke havde tage nogen beslutning om, hvad man gjorde i sådan en situation, blev alle fire udskreget som vindere.

Det løjerlige resultat skabte harme, og det fik flere lande til at melde sig ud. Faktisk hang Eurovision Song Contest i en tynd tråd efter 1969-skandalen, og det var kun, fordi EBU lovede, at der aldrig igen ville være flere vindere, at sangdysten overlevede.

Fra 1973 til 1976 – og siden 1999 – har hvert land selv måttet bestemme, hvilket sprog, de ville synge på, og det kom altså for eksempel ABBA til del, da de i 1974 sejrede med ’Waterloo’. I alt 29 vindersange har gennem år og dag været sunget på engelsk, og 26 forskellige lande har prøvet at vinde, viser EBU’s statistikker.

Det nuværende pointsystem med de 12, 10, otte, syv, seks point og så videre blev faktisk lanceret på svensk grund i 1975 oven på ABBA-sejren, og gennem årene har 19 lande måttet lide den tort at få nul point. Selv om Danmark og Malene Mortensen blev nummer sjok i 2002 i Estland, var det dog med syv point. Norge har 10 gange måtte sluge en bundplacering, indtil semifinaler og finaler blev lanceret i 2008, og man holdt op med gøre det op på den måde.

Semifinalerne blev blandt andet indført, fordi opbruddet på Balkan og i Sovjetunionen efterhånden havde betydet, at interessen for at være med i Det Europæiske Melodi Grand Prix var enorm. Det største antal lande hidtil var i 2011 i Düsseldorf, hvor 43 lande deltog.

Ingrid Deltenre, der er generaldirektør for EBU, som DR er medlem af, og som holder Eurovision Song Contest hvert år, siger, at EBU er stolt af Eurovision Song Contest, og den betydning, sangkonkurrencen har haft de seneste 60 år.

”Det Europæiske Melodi Grand Prix har virkelig forenet europæerne, været med til at bygge broer og vist dem nogle af public service-værdierne. Sangkonkurrencen har givet europæerne noget at snakke om, og jeg ser frem til, at Eurovision Song Contest er en stor del af det europæiske kulturlandskab mange år endnu,” siger hun.

EBU’s Grand Prix-chef, Jon Ola Sand, der officielt har titlen som Executive Supervisor, er også begejstet før showet skal holdes for 60. gang i Wien.

”I seks årtier har Eurovision Song Contest nu været en platform for diversitet og national stolthed – men endnu mere end det: Det er også blevet en sand europæisk institution, som har vist vejen inden for tv-underholdning, og det er vi glade for at kunne fejre nu,” siger han.

Da showet sidste år blev holdt i København kiggede 195 millioner europæere med på aftenen, og derudover  viser tv-stationer i Australien, New Zealand, Canada, Kina, Indien, USA, Egypten, Sydkorea, Hongkong og Jordan også showet.

Årets to semifinaler og finalen i det 60. Grand Prix i Wien bliver sendt på DR1 den 19., 21. og 23. maj klokken 21.00.

FAKTA: Det Europæiske Melodi Grand Prix i tal

  • 1 point har afgjort det hele i 1968 og 1988, hvor henholdsvis Spanien og Schweiz blev sejrherrer – i 1988 var det Celine Dion, der vandt

  • 3 sejre har Irlands Johnny Logan haft – og dermed er han den mest vindende i Eurovision Song Contest. I 1980 og 1987 vandt han som sanger og i 1992 som komponist

  • 4 lande vandt i 1969, da der ingen regler var for, hvad man gjorde ved pointlighed. Vinderne var Holland, Storbritannien, Frankrig og Spanien

  • 7 irske sejre er det blevet til – og dermed er Irland det land, der har vundet Eurovision Song Contest oftest

  • 8 gange har Storbritannien været Grand Prix-vært – og dermed er BBC den tv-station, der har været det oftest

  • 21 gange har tyske Ralph Siegel haft en sang med i Det Internationale Melodi Grand Prix

  • 26 lande har vundet mindst en gang i Grand Prix

  • 29 vindersange er blevet fremført på engelsk

  • 40 byer i 25 forskellige lande har været vært for et internationalt Grand Prix

  • 43 lande var med i Düsseldorf i Tyskland i 2011, og det var det største antal nogen sinde

  • 51 lande har deltaget mindst én gang – flere af dem findes ikke længere

  • 62 har vundet Eurovision siden 1956, selv om der kun har været holdt 59 sangkonkurrencer. Det skyldes, at fire delte sejren i 1969

  • 22.000.000 eksemplarer er der blev solgt af den italienske sang ’Volare’ fra 1958 – selv om den kun blev nummer tre

  • 195.000.000 seere kiggede med, da der blev holdt Eurovision Song Contest i København sidste år – det var det højeste antal i over et årti.

Facebook
Twitter