Årets DR1-julekalender kommer ud i verden

Hidtil har DRs tv-julekalendere ikke haft den store interesse i udlandet, men det er lykkedes for ’Pagten’ at ændre på det.

’Pagten’ er blandt andet afsat til Argentina og en lang stribe lande i det østlige og sydlige Europa. (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1)

Hver aften ved 19.30-tiden sætter godt 800.000 seere sig for øjeblikket til rette foran DR1 for at følge Maya Ilsøes tv-julekalender ’Pagten’ med både 12-årige Malte, nissepigen Lyda, isheksen og alle de andre.

Men de danske seere er ikke de eneste, der følger historien om at stå sammen og hjælpe hinanden, når det virkelig gælder og om at acceptere hinanden på trods af forskelligheder.

Hvor tv-julekalendere traditionelt siden starten i DR i 1962 har været noget, der hørte Skandinavien til, og som ikke blev vist på andre landes tv-stationer, har specielt ’Pagten’ vist, at udlandet også er ved at blive interesseret i DRs børnedramatik, som julekalenderne også er.

Indtil videre har tv-stationer i Norge, Estland, Argentina, Sverige, Island, Frankrig, Tyskland, Polen, Slovakiet, Tjekkiet, Ungarn, Rumænien, Bulgarien og det tidligere Jugoslavien planlagt at vise eller allerede vist ’Pagten’. Og DR Salg har også netop kunnet føje Rusland til listen over lande, som ’Pagten’ er afsat til.

”Der er ingen tvivl om, at den store interesse for DRs dramaserier generelt nu også kan mærkes på salget af DRs børnedramatik, og det er vi naturligvis glade for. Når en tv-station har købt for eksempel ’Borgen’ eller ’Forbrydelsen’, får de også lyst til at se, hvad vi ellers har på hylderne,” siger souschef Helene Aurø fra DR Salg.

Svære at overføre

Når tv-julekalenderne ikke hidtil har været den store slagvare, er der flere forklaringer, tror hun.

”Der er selvfølgelig lande, der slet ikke fejrer jul, men julekalendere er også lidt svære at programsætte, fordi der netop skal bruges en halv time på dem hver dag. Samtidig har nogle af dem været meget danske med en humor, som måske er svær at overføre til andre lande,” siger Helene Aurø.

De færreste, der køber julekalenderne af DR Salg, sender et kapitel hver dag, som DR1 gør. Da ’Pagten’ blev vist på fransk/tyske ARTE brugte man for eksempel i stedet de fire weekender op til jul på serien.

Også Wikke og Rasmussens ’Julestjerner’ fra sidste år og julekalenderen ’Absalons hemmelighed’ fra 2006 har været vist på udenlandske skærme.

’Absalons hemmelighed’ har DR Salg solgt til Grækenland, Sverige, Norge og Slovenien, mens ’Julestjerner’ på nuværende tidspunkt er afsat til Estland og en tv-station, der viser programmer ind over en række lande i det østlige og sydlige Europa.

”Det centrale er, at der er mystik og dramatik i kalenderne, og det har der været de senere år,” siger Helene Aurø.

Efter planen kommer DR1 med en ny julekalender igen næste år, og optagelserne er allerede i gang.

Også stor interesse på dvd

For øvrigt er det ikke kun udlandet, men også danske dvd-købere, der er interesserede i at få fat i gamle julekalendere fra tv.

Et kig på brancheorganisationen IFPI’s liste over de mest solgte tv-serie-dvd’er i sidste uge viser, at fem af de 10 mest solgte dvd’er var tv-julekalendere. ’Julestjerner’ fra DR1 sidste år var nummer et på listen, mens ’Pagten’ faktisk solgte til en tredjeplads, selv om den også bliver vist på DR1 frem til jul.

 

Facebook
Twitter