’Årets fortælling’ var fra DR – og om kødædende bakterier

DR fik også en anden af Danske Mediers Designpriser – nemlig for bedste formidlende format på nationale medier. ’Det er spot on public service’, lød det blandt andet i motiveringen.

Fra webfeaturen 'Kødædende bakterier', der blev 'Årets Fortælling' ved uddelingen af Danske Mediers Designpriser 2022. (Foto: DR/Screendump)

To årlige prisuddelinger – nemlig årets digitale priser og ’Årets Avisside’ - var blevet lagt sammen til et helt nyt format, da Danske Mediers Designpriser 2022 torsdag blev uddelt ved et arrangement på restaurant Sult i København.

To blev også et centralt tal for DR ved prisuddelingen. For det lykkedes nemlig for DR at hente to af de i alt ni priser, der blev uddelt til kreativ og innovativ journalistik ved den lejlighed.

Prisen for ’Årets fortælling på nationale medier’ gik til webfeaturen ’De kødædende bakterier – En mors fortælling’, der tog afsæt i dokumentarserien af Jonatan Placing om netop kødædende bakterier, som DRTV og DR1 viste sidste efterår.

Webfeaturen fortalte historien om den dengang 17-årige Mathilde, der den 3. maj 2019 blev inficeret af kødædende bakterier. Historien på dr.dk blev fortalt af Mathildes mor og gennem Mathildes egne billeder.

- DR har med den digitale fortælling ’Kødædende bakterier’ sat alle sejl ind på at afdække sundhedsvæsenets manglende opmærksomhed på problemet om kødædende bakterier. Fortællingen udmærker sig ved den enorme effekt, den har haft, og ved den stærke strategiske indsats, man har anlagt på tværs af platforme, lød det i motiveringen for at give DR prisen.

Det er Annegerd Lerche fra DR Digitale Nyhedsprodukter, der har været journalist på featuren, som Kim Schou var redaktør på. Derudover var Jens Lykke Brandt og Thomas Rix udviklere på projektet, Emil Thorbjörnsson var designer på det, mens Alexander Klug stod for billederne.

Public service til den yngre målgruppe

Også DR Nyheder på det sociale medie Instagram kan nu kalde sig prisbelønnet. Her fik man prisen for ’Bedste formidlende format på landsdækkende medier’ for opslaget ’Forstå sagen: Debatten om sygeplejerskernes løn’.

Her var Caroline Vendelbo journalist, Michelle Frandsen og Frederik Storm redaktører og Lise Grønvald designer.

- Med sin Instagram-profil formår DR Nyheder at udnytte platformens særlige egenskaber til at lave ’spot on public service’ til den yngre målgruppe. Der bliver lavet quizzer, Q&A’s, minikampagner og sammenhængende historier gennem story-formatet. Her går kreativitet og pædagogik op i en højere enhed, og vigtige historier om alt fra sygeplejerske-konflikten til faren ved hestehuller formidles på en lettilgængelig måde, der får brugeren til at blive hængende, lød det fra juryen.

Udover DR fik også Klimamonitor, Vigeur, Morgenavisen Jyllands-Posten, Teknologiens Mediehus, Sjællandske Medier Magasin, TV Syd og Politiken priser ved den første uddeling af Danske Mediers Designpriser 2022.

Sådan så opslaget om sygeplejerskenes løn ud på DR Nyheders Instagram.