Årets modtager af Tine Bryld Prisen hjælper dømte ud af kriminaliteten

Det blev projektet Carlos’ Kitsch’en fra Svendborg, der blev modtager af Tine Bryld Prisen 2017, som blev uddelt tirsdag aften for femte gang.

Søren Carlos fik Tine Bryld Prisen 2017. (Foto: Lasse Kofod © LASSE KOFOD)

I skarp konkurrence med 135 andre forslag blev det tirsdag aften cafeen og den socialøkonomiske virksomhed Carlos’ Kitsch’en i Svendborg, der blev den femte modtager af Tine Bryld Prisen.

Prisen er blevet uddelt siden 2013 på en dato tæt på P3-programmet ’Tværs’’ fødselsdag den 19. oktober, og i år har ’Tværs’ endda halvrundt jubilæum, idet udsendelsen har givet gode råd til unge i 45 år. I 36 år var det nu afdøde Tine Bryld, som lagde øre til de unges problemer og trakasserier, og derfor er prisen opkaldt efter hende.

Målet med Carlos’ Kitsch’en er at motivere dømte til uddannelse, arbejde eller anden form for beskæftigelse og genskabe tilliden til samfundet uden for murene. Det hele sker gennem kokkefaget, der bliver brugt som værktøj til at aflære den kriminelle identitet. Og ved at få tilbud om et nyt fællesskab, håber Carlos’ Kitsch’en, at man kan hjælpe de dømte i danske fængsler til et civilt liv uden kriminalitet, ved at de får mere selvrespekt, føler et større selvværd og får et nyt netværk.

Manden bag projektet hedder Søren Carlos. Han er uddannet kok og har været ansat som både skolelærer og ansvarlig for kokkeskolen i Nyborg Statsfængsel. Ideen til Carlos’ Kitsch’en opstod i tiden som underviser i fængslet, hvor Søren Carlos lærte menneskene bag kriminaliteten at kende.

Det var formanden for foreningen Tine Bryld Prisen, Helle Degn, der stod for uddelingen af prisen, som i år blev uddelt i Tine Bryld Salen hos Børns Vilkår i Valby, og som noget nyt blev sendt direkte på P3 tirsdag aften i en særudgave af ’Tværs’.

Centrum i eget liv

”Med prisen til Carlos’ Kitsch’en sætter vi mennesker i centrum i deres eget liv, og det ville Tine Bryld have elsket. Det begrunder, hvorfor det netop er Carlos’ Kitsch’en og deres seje idémand og deltagere, der dette år modtager Tine Bryld Prisen 2017,” sagde Helle Degn.

Prisen er på 500.000 kroner – og dertil en personlig pris på 50.000 kroner og en statuette, skabt af kunstneren Leif Sylvester. Bag prisen står TrygFonden og unge- og familieteamet Plan B – og uddelingen sker i et samarbejde med DR.

Helle Degn sagde videre:

”Det er mennesker med en hård bagage og med gerninger, der absolut ikke kan bifaldes på nogen måde. Det er mennesker med skygger fra fortiden, som skygger for fremtiden, og her kom Carlos’ idé med at hjælpe på vej ud af indespærringen med en vej ud på arbejdsmarkedet: et job at stå op til, et fællesskab at være en del af og med chancen for at nå frem til målet, et almindeligt liv uden kriminaliteten og stofferne som redningsplanke. Carlos’ Kitsch’en kan noget i forhold til at identitets-ændre og uddanne på samme tid. Det har vi rigtig meget brug for fremover,” sagde hun.

Manden bag Carlos’ Kitsch’en, Søren Carlos, siger, at han – med den støtte, man modtager fra Tine Bryld Prisen, nu vil arbejde på videre udvikling af projektet.

”Vores store vision for fremtiden er at lave lignende projekter i andre byer i Danmark, og for at imødekomme denne udvikling skal vi lave en strategi for vores fortsatte arbejde,” siger han.

Tine Bryld døde i påsken 2011, 71 år gammel. Tidligere i år fik hun en plads opkaldt efter sig på Frederiksberg – lige foran det gamle radiohuset ved Forum Metrostation.

Facebook
Twitter