Årets radiovært: ’Sofie får alle andre til at gøre deres bedste’

DR’s nyhedspodcast ’Genstart’ er i løbet af 2020 blevet en succes og har netop modtaget to radiopriser. Bag podcasten er der et lille hold anført af redaktør Sofie Tholl.

Knud Brix og Sofie Tholl havde ikke arbejdet sammen før, de blev tilknyttet 'Genstart'. (Foto: Astrid Bagge-Kjær)

2020 var året, hvor DR’s nyhedspodcast ’Genstart’ ramte Danmark. Med Knud Brix’ dybe røst får mange danskere til hverdag en dybdegående udgave af de aktuelle nyheder.

Det er dog ikke kun manden, der siger ordene ’Velkommen til Genstart’, som har travlt med at lave podcasten. Den lille redaktion på fem mennesker samarbejder tæt for at få de cirka 20 minutters journalistik ud i æteren. En af Knud Brix’ vigtigste kollegaer er redaktør Sofie Tholl.

- Sofie er chefen og er god til at være det. Hun er meget tydelig som leder, men også meget tydeligt en del af holdet. Mellemledere har tit et dårligt ry, men Sofie er helt essentiel for vores arbejde. Hun får alle andre til at gøre deres bedste, siger Knud Brix.

I løbet af det seneste år har de to arbejdet tæt sammen for at udvikle og forfine den podcast, der har taget (især) medieverdenen med storm, og som i den forgangne weekend udløste to priser til 'Genstart' ved radiobranchens årlige pris, Prix Radio. En til Knud Brix som 'Årets radiovært' og en til programmet og redaktionen for at være 'Årets nyheds- og aktualitetsudsendelse'.

Sofie Tholl er som redaktør med inde over det meste, har øjne på det hele og ved, hvad alle sidder med.

- Sofie er med hele vejen. Fra hun siger, at en speak skal laves om, til hun foreslår en kilde og er med til interviews. Men hun tager også møderne med lederne og er vores lobbyist, siger Knud Brix.

- Det er en intens produktion med ret få mennesker. Vi har altid gang i tre historier sideløbende, og jeg er den eneste, der ved, hvad der foregår i alle tre. Det er vigtigt, at der er en, som følger historierne til dørs, siger Sofie Tholl.

Vi løfter i flok

For et år siden havde Knud Brix og Sofie Tholl aldrig arbejdet sammen før. Med nyhedspodcasten blev de pludselig kastet ind i et tæt samarbejde, hvor de sammen med resten af holdet skulle udvikle et helt nyt koncept.

- Da holdet blev valgt, blev der kigget på, hvilke kompetencer vi hver især har. Jeg er lidt et kaoshoved, hvor Sofie er mere struktureret, smiler Knud Brix.

Sofie Tholl tilføjer:

- De gik meget op i folks energi, da de sammensatte holdet. Når man skal skabe noget fra bunden, som uden tvivl bliver super hårdt arbejde, er man nødt til at have nogle mennesker, som er søde og rare. I og med vi selv skulle udvikle podcasten, lærte vi også hinanden bedre at kende og fandt ud af, hvordan vi kunne arbejde sammen.

Knud Brix er stemmen, som lytterne kender, men i redaktionen ved de, at de alle er med til at lykkes med ’Genstart’.

- Vi ved jo, at det er en kæmpe holdindsats at udkomme med ’Genstart’ hver dag, selvom det er min stemme, man hører og mit navn, de fleste forbinder med podcasten, men det skaber ingen tension i redaktionen. Vi løfter i flok, siger Knud Brix.

Sofie Tholl fremhæver, at alle dem, der har været ind over en historie, får deres byline på.

- Vi kan nogle gange have absurd lange bylines med otte navne, men det er også vigtigt, at alle bliver anerkendt for deres arbejde, smiler hun.

Sætter pris på faglige slagsmål

Ifølge Knud Brix komplimenterer Sofie Tholls og hans personligheder hinanden. Sofie Tholl er kontant, mens Knud Brix er mere flyvsk.

Hele holdet fra DR's nyhedspodcast 'Genstart': Thomas Arent, Sofie Tholl, Simon Stefanski, Knud Brix og Jens Rønne. (Foto: Lars Møller Hansen)

- Vi er meget forskellige – hvor jeg er kaos, er Sofie struktur, som betyder, at vi udkommer. Hvis jeg havde siddet alene, havde vi helt sikkert ikke udkommet med podcasten halvdelen af gangene, siger Knud Brix.

Han tilføjer:

- Sofie har et helt vildt godt journalistisk kompas. Sofie er god til at skære igennem og sætte dagsordenen. Hun er helt klassisk journalist ind til benet.

Knud Brix fremhæver også Sofie Tholls evne til at vælge en retning for podcasten. Når det hele går rigtig hurtigt, og der skal tages valg om, hvilke historier der skal bruges tid på, er Sofie Tholl god til at tage en klar beslutning.

Der kan dog godt opstå uenighed på redaktionen, når de to støder på noget, som de ser forskelligt på. Det bliver dog aldrig ondskabsfuldt.

- Vi kan godt være uenige, men vi bærer aldrig nag. Hvis der er det mindste, renser vi luften og taler om det. Vi sætter begge to pris på faglige slagsmål, men hvis det går hen og bliver personligt, siger vi straks undskyld, fortæller Knud Brix.

- Jeg tror også, at det er godt for ’Genstart’, at der er to mennesker, der ikke altid enes, men som samtidig har dyb respekt for hinanden og synes hinanden er dejlige mennesker, siger Sofie Tholl.

Facebook
Twitter