Adam og Eva får en uventet buket

Værterne Adam og Eva Selsing bliver rost med ’Buketten’ af KLF, Kirke & Medier for at tage fat på vigtige etiske debatter på TV.

Debattørerne Adam Holm og Eva Selsing er værter i DR K’s programserie ’Adam & Eva’, som nu er blevet hædret af KLF, Kirke & Medier. Foto: DR Kultur.

Adam og Eva var – ifølge Bibelen – de første mennesker på jorden. Men ’Adam & Eva’ er også titlen på en programserie på DR K lige nu, hvor debattørerne Adam Holm og Eva Selsing tager centrale etiske udfordringer op.

Må man selv tage affære over for kriminelle? Er det en selvfølge, at man skal have ret til at være solomor, og forkvakler porno vores syn på sex og kærlighed? Det er blot nogle af de emner, som de to værter har taget op i denne sæson, og det er DR-programmer, som seer- og lytterorganisationen KLF, Kirke & Medier er glade for.

Faktisk så glade at KLF netop har besluttet at hædre ’Adam & Eva’-programmet. Det har organisationen gjort med ’Buketten’, som man hvert kvartal giver til et medie eller mediepersoner, ”som på en særlig måde formidler kristne værdier og god etik eller på anden måde har gjort det særligt godt i medierne”, som det hedder.

Adam Holm kunne ikke være der til overrækkelsen, så Eva Selsing fik buketten overrakt i DR Byen. (Foto: Henrik Lundahl Revshøi.)

Et godt initiativ

Generalsekretær Mikael Arendt Laursen fra KLF, Kirke & Medier siger om begrundelsen for at give Adam Holm og Eva Selsing hæderen.

- Vi lever i en verden fuld af dilemmaer og bliver af og til udfordret på vores overbevisninger. Måske troede vi, at verden kun kunne ses fra én side. Måske havde vi bare låst os fast på en holdning – uden helt at have overvejet hvorfor. ’Adam & Eva’ sætter fokus på en lang række etiske dilemmaer og gør os klogere på os selv og hinanden. Det er et godt initiativ, som vi gerne vil belønne, siger han.

Buketten blev overrakt til Eva Selsing i DR Byen, og til KLF’s blad udtrykker hun glæde over rosen:

- Det er virkelig skønt at vide, at ens arbejde bliver set og anerkendt. Det betyder meget, siger hun, mens Adam Holm supplerer:

- Det er jeg oprigtigt glad for. Jeg tænker dog, at når en erklæret ateist kan komme så langt som til at få en erkendtlighed fra KLF, Kirke & Medier, så er der håb forude, siger han.

Flere andre DR-medarbejdere har tidligere fået hædersbuketten fra KLF. Blandt dem er for eksempel Silja Okking fra DR Ramasjang, Erkan Özden og Ask Rostrup fra TV-Avisen, Maria Månson fra DR K og folkene bag programserien ’Statsministrene’ på DR1.

Det næste afsnit af ’Adam & Eva’ kan ses på DR K på tirsdag den 10. september klokken 21.30.

Facebook
Twitter