Ældre DAB-radioer skal udskiftes den 1. oktober

Mange DAB-radioer i de danske hjem skal snart genindstilles, og et sted mellem 200.000 og 400.000 radioer anslås at blive tavse fra den 1. oktober, fordi de ikke kan modtage formatet DAB+.

Ældre DAB-radioer risikerer at blive tavse fra den 1. oktober, hvis de ikke kan modtage DAB+. (Foto: Johnér Images/Dan Lepp © Johnér Images/Dan Lepp)

Hvis du er en af de flere end 900.000 danskere, der hver dag hører radio på en DAB-radio, risikerer du snart at blive mødt af radiotavshed, hvis du ikke gør noget.

Politikerne har vedtaget en plan for udbygningen af digital radio, og den betyder blandt andet, at Danmark den 1. oktober i år går fra at sende DAB-radio i det hidtidige format til at sende det i noget, der bliver kaldt DAB+-formatet. Med det nye radioformat bliver der plads til flere landsdækkende, kommercielle radiokanaler og flere regionale radiostationer, men overgangen får også konsekvenser – især for ejerne af nogle af de ældste DAB-radioer i Danmark.

Alle DAB-lyttere vil skulle genindstille deres DAB-radio ved overgangen, og et sted mellem 200.000 og 400.000 radioer af ældre dato – især radioer købt før 2012 - vil simpelt hen blive helt tavse, fordi de ikke kan modtage det nye DAB+-format og derfor skal udskiftes.

Mandag den 7. august indledes en landsdækkende oplysningskampagne, som skal informere befolkningen om overgangen til DAB+.

Kampagnen skal sikre, at vi klart og tydeligt får kommunikeret om forandringerne, så lytterne er helt med på, hvad der kommer til at ske til oktober, og hvilke muligheder digital radio giver,” siger kulturminister Mette Bock (LA).

Kampagnen kommer til at køre på sociale medier, med annoncer, pressemeddelelser med mere, ligesom der er lavet et omfattende site på mereradio.dk, hvor man kan blive klogere på, hvad det er, der kommer til at ske.

Én af de mere enkle måder at undersøge på, om man har en DAB+-radio er ved at kigge i manualen eller på selve radioen og se, om der står, det er en DAB+-radio. Men man kan også gøre det ganske enkelt ved at tjekke, om man på sin DAB-radio kan lytte til P4’s regionale kanaler. Kan du høre P4 Nordjylland, P4 Midt & Vest, P4 Østjylland, P4 Esbjerg, P4 Trekanten, P4 Syd, P4 Fyn, P4 Sjælland, P4 København eller P4 Bornholm på den, kan man være sikker på, at det er en DAB+-radio, for det er nemlig kun dem, der kan modtage de regionale P4-kanaler.

Er radioen derimod tavs, når man stiller ind på DRs regionale P4-kanaler, understøtter den sandsynligvis ikke DAB+, og så er du nødt til at købe en ny, hvis du fortsat vil høre DAB-radio.

Overgangen til det nye format betyder, at der fremover er mulighed for at sende 12 yderligere landsdækkende radiokanaler.

FacebookTwitter