Ændring i DR’s bestyrelse: Helge Sander bliver nyt medlem

Karen Rønde forlader DR’s bestyrelse. Kulturminister Joy Mogensen har i stedet udnævnt tidligere minister Helge Sander.

Den tidligere Venstre-minister Helge Sander er nyt medlem af DR's bestyrelse. (Foto: Bjarne Begius Hermansen)

Advokat Karen Rønde har på grund af nye fremtidige arbejdsopgaver ønsket at træde ud af DR’s bestyrelse. Det oplyste Kulturministeriet tirsdag eftermiddag.

Kulturminister Joy Mogensen har i stedet udpeget den tidligere Venstre-minister Helge Sander.

DR’s bestyrelse ser herefter sådan ud:

  • Marianne Bedsted (formand)

  • Erik Bjerager

  • Arne Mariager

  • Dennis Nørmark (indstillet af Liberal Alliance, næstformand)

  • Christine Antorini (indstillet af Socialdemokratiet)

  • Helge Sander (indstillet af Venstre) (ny)

  • Line Barfod (indstillet af Enhedslisten)

  • Zakia Elvang (indstillet af Alternativet)

  • Katrine Winkel Holm (indstillet af Dansk Folkeparti)

  • Ricki Morey (medarbejderrepræsentant)

  • Hanne Ried Larsen (medarbejderrepræsentant)

DR’s bestyrelse består af 11 medlemmer. De seks største partier i Folketinget indstiller hver to kandidater til DR’s bestyrelse, som kulturministeren og partierne i fællesskab skal vælge imellem med henblik på at udpege seks bestyrelsesmedlemmer. Kulturministeren udpeger tre medlemmer, herunder formanden, og DR’s medarbejdere vælger to medlemmer. Bestyrelsen sidder i en 4-årig periode indtil udgangen af 2022.

Facebook
Twitter