Ændringer på vej for P1-programmet ’Mennesker og Medier’

Lytterne kan forvente ændringer i P1’s mediemagasin ’Mennesker og Medier’ til sommer, når vært Kurt Strand sender sin sidste udsendelse og programformatet udvikles og genopstår i nyt format

P1 ser nu på en udvikling af 'Mennesker og Medier'. (Foto: Uffe Weng)

Vært og ekstern producent Kurt Strand sender ’Mennesker og Medier’ for sidste gang til sommer, hvor den nuværende kontrakt med DR udløber. I den forbindelse vil DR se på udvikling af programmet.

’Mennesker og Medier’ har været fast inventar på P1 gennem 20 år. Den nuværende vært Kurt Strand overtog i begyndelsen af 2016 værtsrollen fra Hakon Mosbech, som selv havde overtaget rollen fra Lasse Jensen, som var bag mikrofonen, da programmet havde sin start i 2001.

Netop fordi ’Mennesker og Medier’ har en lang historik samtidig med, at medieverdenen forandrer sig hurtigt hele tiden, giver det ifølge P1’s kanalchef Nikolai Thyssen mening løbende at se på udvikling af formatet. Derfor ser DR i øjeblikket på, hvordan mediemagasinet kan udvikles og fremover skal sendes.

- Det er stadig en helt afgørende og vigtig opgave for P1 at stille medierne ansvarlige for deres valg i en offentlighed under stadig hastigere forandring. Derfor vil jeg frem mod sommer bruge tiden på at afklare, hvordan vi allerbedst løser den opgave, siger Nikolai Thyssen.

Markant og meget kompetent

Han fremhæver, at Kurt Strand har været en markant og meget kompetent vært for ’Mennesker og Medier’ og takker ham for indsatsen. - Kurt Strand har været en fremragende vært for ’Mennesker og Medier’ gennem de seneste fem år. Han har brugt sin indsigt, journalistiske erfaring og sin personlige pondus til at udfordre journalister og redaktører og de valg, de træffer – ofte under stadig større pres og større hast, siger Nikolai Thyssen.

Kurt Strand kom til DR for mere end 35 år siden og har udover rollen som vært for ’Mennesker og Medier’ blandt andet også været vært for ’Profilen’ på DR1 og ’Deadline’ på DR2. - Jeg har været glad for at kunne beskæftige mig med mit eget fag på en så betroet post som vært på ’Mennesker og Medier’, siger Kurt Strand.

Han tilføjer, at det er DR, der har truffet beslutningen om værtsskiftet.

DR forventer at præsentere de kommende ændringer af ’Mennesker og Medier’ i løbet af sommeren.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter