Afghanistan-veteranerne taler ud om krigen

6. september 2015 kl. 20.00 på DR1: Med soldaternes egne optagelser som illustration, forklarer en militærpsykolog og tre soldater, hvordan det er at stå midt i en krig - og ikke mindst vende tilbage til Danmark.

Danmark har sendt ca. 10.000 kampsoldater til Afghanistan mellem 2002 og 2014. 43 af dem vendte hjem i en kiste og flere hundrede af dem med fysiske mén. Men hvilke psykiske påvirkninger har det for de danske soldater, som vi sender i krig?

Med kameraer spændt på deres hjelme tager de tre danske kampsoldater, Johan, Lasse og L.O. seerne med på deres skelsættende rejse som kampsoldater i krigen i Afghanistan i 2009, hvor de sammen med kammeraterne konstant kæmper på kanten af liv og død.

Optagelserne kan ses i 'Mærket af krig', hvor de tre soldater, sammen med militærpsykologen Anne Lillelund, giver seerne et unikt indblik i, hvad det gør psykisk ved et menneske at blive udsendt i krig - og hvilken kamp det kan være at vende tilbage til Danmark. Når man er mærket af krigen for altid.

"Der var noget i os alle sammen, der havde ændret sig. Det var noget i øjnene (… ) det var ikke længere 21-årige knægte med almindelige tanker som alle andre 21-årige", fortæller Johan i 'Mærket af krig'.

Deres livs rejse

Johan, Lasse og L.O. er alle i starten af 20'erne i 2009, da den danske deltagelse i krigen i Afghanistan er ved at nå sit højdepunkt. De glæder sig til at prøve sig selv af og få én på opleveren, da de kaster sig ud på deres livs rejse - som kampsoldater i Afghanistan.

Rejsen viser sig dog at byde på meget mere end drengedrømme og eventyr. Krigen konfronterer dem med voldsomme oplevelser på kanten af liv og død, som sætter spor i soldaterne for altid.

Lasse indser hurtigt alvoren ved krigen, da han ser sin egen død i øjnene, efter at fjenden har lokket hans deling i et baghold. L.O. bliver på en patrulje vidne til, at hans ven træder på en sprængladning få meter fra ham. Johan mister sin ven i skudkamp og skal følge hans kiste hjem til familien i Danmark.

Hårdt af komme hjem

Da soldaterne vender hjem til Danmark starter en ny kamp. For intet er som før - indeni dem selv. På et halvt år er de gået fra at være drenge til at være voksne mænd, med oplevelser, der rækker nok til en livstid. Og billeder på nethinden, der er svære at ryste af sig.

"At det skulle blive så hårdt, det havde jeg aldrig nogensinde troet. Jeg tror bare, der er mange, der har det sådan uden at ville sige det," fortæller Lasse i dokumentaren.

Dokumentaren 'Mærket af krig' bliver vist på DR1 søndag den 6. september, klokken 20.00 i samme ugen som Flagdagen, hvor Danmark hylder de danske udsendte. Flagdagen er afholdt siden 2009 for at anerkende den indsats, som Danmarks udsendte yder og har ydet i en række af verdens konfliktområder. Som en del af højtideligheden mindes og æres de faldne soldater.