Aktuelle dokumentarer fra DR går verden rundt lige nu

I oktober fik DR-dokumentaren ’Menneskesmuglerne’ en Prix Europa, ligesom den var nomineret til en Emmy. Nu er der stor interesse for at vise den, og det samme er tilfældet med flere andre dokumentarer.

Dokumentaren ’Løgnefabrikken – de falske nyheder fra Rusland’ fra DR2 bliver lige nu vist i en række lande. (© Express TV-production ApS)

Det er ikke kun de danske seere, der i den seneste tid har kunnet se en række DR-dokumentarer på skærmen om internationale emner som menneskesmuglere, løgnefabrikker og det ekstreme højre.
Flere af de danske dokumentarer er lige nu på skærmen i en række lande verden over, og endnu flere har vist interesse overfor DR Salg for at vise dem.

Ikke mindst DR1-dokumentaren ’Menneskesmuglerne’, hvor tilrettelæggerne Poul-Erik Heilbuth, Georg Larsen og holdet bag fik adgang til at følge arbejdet med smuglingen af tusindvis af migranter til Europa, bliver vist flittigt efter. Visningerne har ikke mindst taget fart, efter at ’Menneskesmuglerne’ i oktober i år var nomineret til en dokumentar-Emmy og senere på måneden fik en Prix Europa for bedste dokumentar i Berlin.

’Menneskesmuglerne’ er allerede blevet vist - eller bliver det snart - i flere end 30 lande; lige fra Canada over Israel til Norden, Polen, Schweiz, Letland og Kroatien. Stationen Al Jazeera Middle East har også købt DR-dokumentaren, og det betyder for eksempel, at den har været vist i lande som Ægypten, Irak, Syrien, Saudi Arabien, Libyen, Somalia, Marokko og Yemen.

Stor diskussion mange steder i verden

”Der er ingen tvivl om, at de internationale priser og nomineringer har gjort, at visse TV-stationer har opdaget dokumentaren. Derudover har ’Menneskesmuglerne’ et aktuelt tilsnit, og dokumentaren beskæftiger sig med et emne, der er til stor diskussion mange steder i verden lige nu,” forklarer redaktør for dokumentarer og co-produktioner i DR Salg Kim Christiansen.

En anden dokumentar, der går godt internationalt, er ’Løgnefabrikken – de falske nyheder fra Rusland’, som blev sendt på DR2 i juni. Her så tilrettelægger Jakob Gottschau fra Express TV-Production nærmere på en russisk såkaldt ”troldfabrik”, og på hvordan hundredvis af russere producerer falske nyheder og spreder dem via falske profiler på de sociale medier. Men der findes også russiske journalister, der går til modangreb på løgnehistorierne, og nogle af dem var med i dokumentaren.

DR Salg har indtil videre solgt dokumentaren til Singapore, Spanien, Poland, Sverige, Israel, Finland, Holland, Estland og Belgien, og flere har lige nu udsendelsen til gennemsyn.

Af andre programmer, der lige nu er stor interesse for at se, er Abdel Aziz Mahmouds dokumentar-miniserie ’Helvedes homo – en muslim springer ud’. I serien opsøger Abdel blandt andre imamer og taler med dem om islams syn på homoseksualitet. Hvad de imidlertid ikke ved, er, at Abdel Aziz Mahmoud selv er homoseksuel, og udsendelsen viser blandt andet, hvordan de reagerer, da han fortæller dem det.

”I DR Salg havde vi serien med til MIPCOM-messen i Cannes i oktober, og her var der enorm interesse for den. Lige nu har omkring 25 lande programmerne til gennemsyn, og jeg har ret store forventninger til serien. Men nogle gange tager det lidt tid, før TV-stationerne har besluttet sig,” forklarer Kim Christiansen.

Han har indtil videre lukket et salg på ’Helvedes homo’, som i hvert fald skal vises af Østrigs svar på DR, ORF.Også flere andre dokumentarer, som DR har været med til at co-producere sælger godt. Det gør for eksempel dokumentaren ’Undercover i det ekstreme højre’ – om det ekstreme højre i USA, som DR2 viste i august.

Interesse for Brügger-film

Allerede nu har Kim Christiansen også pæne forventninger til en kommende dokumentar – Mads Brüggers ’Cold Case Hammerskjöld’, som handler om den svenske diplomat Dag Hammarskjölds mystiske død i 1961, og som vises på DR2 til foråret.

Forleden blev dokumentaren udtaget til at have premiere på den yderst prestigefyldte Sundance-filmfestival i USA, og det fik straks telefonerne til at ringe hos DR Salg.

”Dokumentaren er allerede solgt i forvejen til BBC i Storbritannien og til Tyskland, og jeg føler mig overbevist om, at flere kommer til både før og efter premieren i næste måned,” siger Kim Christiansen.