Anders Agger: Jeg er storforbruger af tvivl

DRs public service-debat på årets Folkemøde på Bornholm tog livtag med nogle af de mange etiske dilemmaer, der dukker op, når DR laver programmer.

Publikum på Folkemødet kunne opleve debatmøde om de mange etiske overvejelser bag tv-programmer med DR-værten Anders Agger, DRs etikchef Inger Bach, generaldirektør Maria Rørbye Rønn og seer- og lytterredaktør Jacob Mollerup. (Foto: Torben Jensen- DR)

Hvordan forbereder man ”almindelige mennesker” på, hvad massiv tv-eksponering betyder, når de medvirker i dokumentarprogrammer? Og hvor går grænsen mellem at udstille mennesker unødigt eller fortælle deres historie fair på tv? Journalist Anders Agger inviterede tilhørerne ved DRs public service-debat under det netop afholdte Folkemøde inden for i nogle af de mange etiske overvejelser, han gør sig, når han laver tv-programmer.

Anders Agger er kendt for at tage fat i alvorlige temaer ved at komme helt tæt på de medvirkende i sine dokumentarprogrammer ’Indefra med Anders Agger’.

Kondenserede billeder af virkeligheden

Fra DR-scenen på Indermolen i Allinge fortalte Anders Agger blandt andet, at det er vigtigt at portrættere et fair billede af virkeligheden.

”Jeg kommer jo inden for nogle steder, hvor man ellers ikke bliver lukket ind, og jeg er tit tæt på mennesker på det mest porøse tidspunkt i deres liv. Derfor er jeg også storforbruger af tvivl, når jeg redigerer et program. Tv-programmer er jo nødvendigvis et kondenseret billede af virkeligheden, men det skal altid være et fair billede af virkeligheden. Derfor gør jeg mig rigtig mange overvejelser undervejs,” sagde Anders Agger.

Han understregede samtidig, at han altid forsøger at møde mennesker på samme måde – uanset om det er H.K.H. Kronprinsessen eller den døende på et hospice, han følger. Og han ser altid det endelige program igennem sammen med de medvirkende, inden det bliver vist på tv.

Etikken skal leve i hver eneste medarbejder

Årets public service-debat på Folkemødet blev et tilløbsstykke, hvor også generaldirektør Maria Rørbye Rønn svarede på spørgsmål om DR og etikken. Hun sagde blandt andet:

”Etikken skal så at sige leve i hver eneste DR-medarbejder. For der opstår jo forskellige typer etiske dilemmaer hver eneste dag, når vi laver programmer i DR. Det skal vi alle fortsat være meget bevidste om,” sagde generaldirektøren under debatten, hvilket fik flere tilhørere til at rose DR for at ”tage etikken alvorligt”.

Også DRs etikchef Inger Bach og Jacob Mollerup, som er lytternes og seernes redaktør, deltog i public service-debatten, som var én blandt mange DR-oplevelser, som besøgende på Folkemødet kunne opleve under Danmarks største demokratiske festival.

Idérige borgere kunne eksempelvis prøve at pitche en programidé til DRs ledelse, og nysgerrige og spørgelystne borgere kunne komme forbi og få sig en uformel snak med DRs direktion om public service.

Også i år var det DRs ambition at bringe Folkemødet på Bornholm ud til hele Danmark ved at dække en hel række af de mange debatter, der i år stod i folketingsvalgets tegn og ved at opfordre borgere i hele landet til at blive en del af folkemøde-debatterne via #DRdinstemme.

Facebook
Twitter