Anders Bisgaard hylder hverdagshelte med konfetti i højtalerne

Ugens aktuelle navn: Anders Bisgaard er vært på programmet ’P4 til døren’, der de næste tre fredage tager ud i landet og hylder hverdagens helte.

Anders Bisgaard er vært på 'P4 til døren'. (Foto: Agnete Schlichtkrull)

Hvad er ’P4 til døren’?  Det er et landsdækkende radioprogram på P4, der hylder de mange hverdagshelte i Danmark. ’P4 til døren’ er en radioversion af tv-programmet ’Her er dit liv’ - bare med ukendte danskere. Det er et underholdningsprogram med en hovedperson, som vi skal lære at kende, så vi tager ud til dem og har en række overraskelser med. Det kan være, der dukker folk op, der betyder noget for hovedpersonen, eller folk, de ikke har set i lang tid. Vi har også inviteret et band med for at spille direkte i radioen og skabe en rigtig fest.

Hvorfor har du sagt ja til at være vært på ’P4 til døren’? Det er en unik mulighed for at få lov at rejse rundt i hele landet og lave radio med det store  setup, det kræver lidt af et hold, når vi ruller sendevognen og al udstyret ud for at sende ude i landet. Det er også fedt at komme ud i virkeligheden og få lidt afveksling fra radiostudiet, for næsten 99 procent af al den radio, vi laver, bliver sendt fra et studiet.

Hvad er din rolle som vært? Jeg er vært sammen med Maria Hollænder, og vi kommer til at have hver sin funktion. Jeg styrer slagets gang, mens Maria blandt andet laver interviews. Min opgave er at være værten, ligesom man har en vært, når man er til fest, som byder velkommen og sørger for, at alle har det godt, og at festen forløber, som den skal. Vi vil gerne lave et program for dem bag højtalerne, så selvom vi har en fest, mens vi sender, er det vigtigt, at det ikke bliver en lukket fest. Derfor gør jeg alt, hvad jeg kan for at lukke lytterne med ind til festen.

Hvad laver du til daglig? Jeg er vært på P4 Sjælland, hvor jeg står tidligt op for at sende morgenradio. Det, jeg laver til daglig adskiller sig på flere punkter fra ’P4 til døren’. For det første foregår det ude i verden i stedet for inde i et studie, og så er der publikum på. Det betyder blandt andet, at vi får en levende lydkulisse, og at der forhåbentlig kommer en rigtig god stemning.

’P4 til døren’ kommer ud til almindelige mennesker, hvorfor fortjener de at blive hyldet? Der er tale om almindelige mennesker, men det er altså også mennesker, som gør en ekstraordinær indsats i deres dagligdag for at hjælpe andre. Der er mennesker som normalt aldrig bliver hyldet, selvom rigtig mange værdsætter deres arbejde. De bruger al deres tid på andre og ikke ret meget på sig selv, så nu er det tid til at de skal have noget opmærksomhed.

Hvad er det for nogle mennesker, I tager ud til?

Vi kommer ud til tre ildsjæle, der elsker at hjælpe andre. De gør det helt uden at få noget for det. Så det er mennesker, der er alt andet end selviske. Den første fredag hylder vi en mand, der hjælper hjemløse, fredagen efter tager vi ud til en kvinde, der tilsidesætter alt for venner og familie, og den sidste fredag skal vi besøge en butiksejer, der er usandsynligligt flink ved sine ansatte, og blandt andet har ansat flere med handicap i fleksjob.

Hvad er det fedeste ved at lave programmet?

Det er at opleve på egen krop, hvor meget hjælpsomhed, der er ude blandt almindelige danskere, når man leder efter det. Alle dem vi har besøgt har en kæmpe glæde ved at hjælpe andre. Man kan virkelig mærke, at de stråler af livsglæde, og det smitter. Og så er det jo et fedt program at lave, fordi det er to timers fest. Som journalist er vi vant til at skulle lave kritiske interviews og følge en masse journalistiske regler, men her er det bare en stor radiofest med høj musik og konfetti i højtalerne.

Hvad kan vi forvente af de kommende tre programmer?

Der kommer en hel masse fed musik. Den første fredag spiller TV-2, og de efterfølgende fredage kan I glæde jer til at vi har fundet to lige så dygtige musikere. Og så kommer der nogle fede overraskelser i løbet af udsendelsen. Jeg vil ikke røbe for meget, men jeg kan sige, at vi har nogle folk med, der kan noget helt ekstraordinært, og vi kommer til at lave noget ret anderledes, som man ikke er vant til at høre i radioen.

'P4 til døren' bliver sendt fredag den 4., 11 og 18. december klokken 14.03-16.00.

Facebook
Twitter