Anders Matthesen og Rasmus Brohave var blandt børnenes bogfavoritter

Siden 2005 har DR uddelt Orlaprisen, der er ungernes egen litteraturpris, og søndag blev den uddelt på ny. 50.000 stemmer er blevet afgivet i år.

  • Anders Matthesen fik en Orlapris for at have lavet 'Bogen med bedste handling'. (Foto: Maria Prehn Hansen)
  • Tre prismodtagere fra Orlaprisen 2017: Rasmus Brohave, Malene Sølvsten og Line Kyed (Foto: Maria Prehn Hansen. © Type 2)
  • Kultur- og kirkeminister Mette Bock deltog ved Orlaprisen 2017, og hun overrakte prisen til Rasmus Brohave, der fik prisen for 'Bedste bog, man bliver klog af'. Han fik den for bogen 'Sådan blev jeg Rasmus Brohave'. (Foto: Maria Prehn Hansen. © Type 2)
  • Bubber var vært for Orlaprisen 2017. Her er han sammen med videobloggeren Seb, der skulle dække det for dr.dk/orla. (Foto: Maria Prehn Hansen. © Type 2)
  • Alle kunne møde op på DOKK1 i Aarhus for at være med i uddelingen af Orlaprisen, og mange havde taget imod tilbuddet. (Foto: Maria Prehn Hansen. © Type 2)
  • Det var Sarah Luna Fischermann Schultz (til venstre) fra Østerbro i København, der havde opfundet prisen for 'Bedste indlevelse' og overrakte den til sin yndlingsforfatter Malene Sølvsten for bogen 'Ravnenes hvisken'. Hun fik også en autograf. (Foto: Maria Prehn Hansen. © Type 2)
1 / 6

Youtuberen Rasmus Brohave har skrevet ”Bedste bog, man bliver klog af”, mens Anders Matthesen har skrevet bogen med den ”Bedste handling”.

Det mener i hvert fald landets børn, der de seneste måneder på dr.dk/orla har afgjort Orlaprisen og stemt om, hvad der har været cremen inden for børnebøger de seneste to år.

Søndag formiddag blev ungernes egen litteraturpris, Orlaprisen, så uddelt på DOKK1 i Aarhus med Bubber som vært. Det skete i forbindelse med den internationale børnelitteraturfestival Hay Festival, som er en del af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus.

I alt er der blevet afgivet næsten 50.000 stemmer i løbet af de fire uger, som børnene har kunnet stemme i fire kategorier, og vinderne blev:

Bedste handling: ’Ternet Ninja’ af Anders MatthesenBedste bog, man bliver klog af: ’Sådan blev jeg Rasmus Brohave’ af Rasmus BrohaveBedste tegning: ’Gamerz, Gamer 4ever’ af Kasper Hoff og Jan SolheimBedste karakter: ’K for Klara 11: Er vi venner?’ af Line Kyed Knudsen

Derudover har børnene selv kunnet bestemme en kategori, som de mente burde hædres. Og her uddelte Sarah Luna Fischermann Schultz fra Østerbro i København prisen for ’Bedste indlevelse’ til sin yndlingsforfatter Malene Sølvsten for bogen ’Ravnenes hvisken’.

Modsat de senere år, hvor der kun er blevet uddelt en Orlapris til én forfatter, er der altså fem bøger, der kan kalde sig Orla-prismodtagere i år.

Har kunnet vise bredden

”Det er fem vidt forskellige bøger, der har fået en pris, og der er ingen tvivl om, at vi ved at have fem kategorier i år, bedre har kunnet vise bredden i børnelitteraturen. Det var sværere før, og den mest solgte og populære bog skulle nok blive opdaget alligevel,” forklarer Tonny Christensen fra DR Ultra, som er DRs ansvarlige for afviklingen af Orlaprisen.

Børnenes litteraturpris er blevet uddelt af DR siden 2005 – i samarbejde med blandt andre Slots- og Kulturstyrelsens ’Læselyst’-kampagne.

Prisuddelingen i Aarhus søndag var åben for alle, og blandt dem, der overrakte priserne var blandt andre kulturminister Mette Bock, ”kagemanden” Micki Cheng fra blandt andet ’Ultras sorte kageshow’ og youtuberen Kristine Sloth.

Som noget nyt lever Orlaprisen i år også videre efter prisuddelingen.

Dr.dk/skole har netop lanceret skolemateriale, som tager udgangspunkt i de nominerede bøger. Det henvender sig til dansktimerne og billedkunst på mellemtrinnet, og her kan børnene blandt andet blive klogere på, hvordan den perfekte hovedperson er i en bog, hvordan man opbygger spænding i en handling, og hvordan man for eksempel laver en anmeldelse af en bog. Det er første gang, Orlaprisen også kaster skolemateriale af sig,” forklarer tilrettelægger Matilde Rasmussen fra DR Ultra.

dr.dk/orla kan man læse mere om søndagens Orla-pris-uddeling, og der er også en vlog – en videoblog – på vej, som youtuberen Seb har lavet fra Dokk1.

Orlaprisen har fået navn efter Ole Lund Kirkegaards navnkundige bølle, Orla Frøsnapper, fra børnebogen af samme navn.