Arkitekt og håndværker med autocamper blev DR K-vært ved et tilfælde

Torsdag havde DR K premiere på den nye serie ’På eventyr i Norden’ om nordiske håndværkstraditioner. Værten og arkitekten Hans Keiding Becker-Christensen er helt ny i DR- sammenhæng og kom lidt tilfældigt til at lave tv.

Hans Keiding debuterede som tv-vært på DR K i torsdags. Han blev opdaget lidt ved et tilfælde, da han var i DR Byen. (Foto: Paolo Impagliazzo)

DR K’s spritnye vært Hans Keiding har utallige gange rejst rundt i Norden i sin selvbyggede autocamper. For som han siger: ”Hvorfor rejse langt væk? Jeg elsker Norden og holder meget af at opsøge de lokale eventyr”.

Alligevel er det her et noget anderledes eventyr, Hans Keiding denne gang er på, i forhold til hans tidligere eventyr. For som du måske så på DR K torsdag i første del af serien ’Eventyr i Norden’, har DR denne gang valgt at følge med arkitekten og håndværkeren, der dermed også har fået sin debut som tv-vært.

Målet med Hans Keidings rejse har været at opspore gamle håndværkstraditioner fra forskellige steder i Norden. Sammen med lokale folk og håndværkere har Hans villet undersøge, hvorfor traditionerne er, som de er, og ved selv at afprøve dem forsøgt at finde ud af hvad de kan give os i dag. Som han siger: ”Jeg er utrolig fascineret af lokal “høstede” materialer og dejlige nørdede ting som kløveteknikker og lokale samlingsprincipper. Disse ting fortæller vildt meget, om de steder de er blevet til og de lokale forhold, de er vokset ud af. Det synes jeg er super vigtigt og lærerig information – også når man bygger i dag.

Hele serien er lavet fra Hans Keidings autocamper, som har været Norden rundt. (Foto: Paolo Impagliazzo)

Bygget op om fascination

DR K’s nye programserie, der er i fem dele, er bygget op omkring Hans Keidings fascination af eventyret og det frie liv i autocamperen – og hans store faglige passion for håndværket.

I hvert program opfører Hans Keiding derfor et bygningsværk sammen med de lokale med inspiration fra deres særegne håndværkstraditioner. I serien bygger værten for eksempel en finsk sauna, han lader sig inspirere af den samiske tipi – lavvuen, og han bygger også, hvad tilrettelæggerne selv mener kan være Danmarks første murstens-shelter.

Hans Keiding blev opdaget, da han troppede op til en brugerundersøgelse på DR, og siden udviklede han og seriens redaktør, Trine Mølgaard, konceptet til ’På eventyr i Norden’.

”På det tidspunkt ledte vi efter en ny arkitekt-vært, og jeg mente straks, at Hans havde værtspotentiale. Og så viste han sig ovenikøbet at rumme en virkelig fed kombination af arkitektfaglighed og håndværker i ét. Og det har været noget af en ilddåb at kombinere byggeri og tv,” fortæller Trine Mølgaard.

Drømmer om verden rundt

"Alle, der har prøvet at bygge om derhjemme ved hvor meget, der skal gå op i en højere enhed. Og alle der har prøvet at lave tv, ved hvor meget der skal falde i hak, for at det hele lykkes. Men lykkes gjorde det heldigvis – og nu ruller serien på DR K,” siger Trine Mølgaard.

Både hun og Hans Keiding siger, at selvom det har været hårdt arbejde, er drømmen næste gang at rejse verden rundt og dykke ned i håndværkstraditioner og folkesjæl verden over.

”Det bliver så en meget lang tur i camperen,” griner de to bag ideen til ’På eventyr i Norden’, som kan ses på DR K torsdag den 30. august, torsdag den 6. september, torsdag den 13. september og torsdag den 20. september klokken 20.00. Det første program ligger på DRTV, mens resten kommer, efterhånden som de er sendt.

Se det første program fra Norge her

Facebook
Twitter