Arne Bybjerg er død

Stifteren af Carmen Curlers, Arne Bybjerg Pedersen, er død. Han sov stille ind i sit hjem i Australien tidligt om morgenen søndag den 13. november.

Arne Bybjerg Pedersen blev 94 år.

Arne Bybjerg Pedersen, der i 1960erne stod bag en af de største danske erhvervssucceser - Carmen Curlers - er død. Med Carmen Curlers revolutionerede Bybjerg skønhedsindustrien og skabte i Kalundborg tusindvis af danske arbejdspladser. Carmen Curlers blev en kæmpe eksportsucces og blev eftertragtet i både Paris, London og New York. I sin storhedstid havde Bybjergs fabrik 3500 ansatte og producerede 17.000 curler-apparater i døgnet.

Arne Bybjerg Pedersen blev 94 år og efterlader sig hustru, fire sønner og elleve børnebørn. Efter Arne Bybjergs eget ønske bliver der hverken begravelse eller bisættelse.

DR har været i kontakt med Arne Bybjerg Pedersens familie, der ikke har yderligere at tilføje til dødsfaldet.