Baggrund: Børn alene på flugt

Det er ikke uden problemer at lave en dokumentar om uledsagede flygtningebørn. Nedenfor fortæller producenterne bag filmen ’Børn alene på flugt’ om nogle af de udfordringer de er stødt på i forbindelse med filmens tilblivelse. ’Børn alene på flugt’ vises på DR2, tirsdag 10. november kl. 20.00.

Hans far er død og hans bror er såret. Hans hjemby er bombet sønder og sammen og den 16-årige dreng Ghaith flygter alene ud af Syrien. Vi følger Ghaith´s dramatiske flugt op gennem Europa helt tæt. (Foto: Heartland ApS © Type 2)

’Børn alene på flugt’ udspringer af en idé vi fik for omkring et år siden. Vi ville gerne vise, hvordan nogle af de mest udsatte flygtninge – de uledsagede flygtningebørn – klarer sig på deres flugt gennem Europa. Vi ville gerne sætte ansigter på de statistikker, der fortæller, hvor mange mindreårige, der i øjeblikket er alene på flugt og vise den virkelighed, disse børn lever i.

Børnenes egne oplevelser

I ’Børn alene på flugt’ vil vi gerne fortælle børnenes egne flugthistorier, set med deres egne øjne. Hvordan er det at blive sendt af sted som spydspids for resten af familien? Hvordan klarer en teenager turen tværs gennem Europa? Hvad sker der i det hele taget for et barn, der er på flugt uden voksne til at hjælpe, vejlede og trøste? Hvordan ser flugten i virkeligheden ud - uden nyhedsreportere og TV-værter stående i billedet?

Det var det, vi satte os for at finde ud af.  Og hvordan gør man så det det, så ufiltreret som muligt?

  Vores bud på det var, at vi var nødt til at have børnene til selv at filme deres oplevelser. For at det kunne lade sig gøre ville vi være nødt til at udstyre nogle af de uledsagede børn med mobiltelefoner med kameraer og på en eller anden måde få dem til løbende at uploade deres optagelser undervejs på flugten. Vi ville altså stå i en situation, hvor vores medvirkende ikke bare var medvirkende, men også delvist skulle fungere som fotografer.  Den indledende kontakt

Men først skulle vi naturligvis finde vores ”cases” – altså børn som både ville og kunne være med i filmen. For de fleste af børnene er Tyrkiet det første land de kommer til udenfor Syrien. Med hjælp fra researchere i netop Tyrkiet fik vi blandt andre kontakt til Ghaith, som endte med at være hovedpersonen i filmen. Vi valgte Ghaith, fordi han, trods sin unge alder, virkede moden, og havde den mentale styrke til selv at kunne reflektere over hele sin situation. I filmen viser vi også billeder fra Syrien, der viser, hvad det er børnene flygter fra, men vores optagelser med Ghaith starter først da vi møder ham i Tyrkiet.

Abdul, der også spiller en stor rolle i filmen, mødte vi først i Athen, hvor han og Ghaith blev venner. At vi fik kontakt med Abdul gennem Ghaith illustrerer også meget godt noget af det vi oplevede under optagelserne, nemlig at børnene hele tiden forsøger at skabe relationer til de mennesker de møder undervejs, så de på den måde bygger et netværk op omkring sig. Ligesom Ghaith så valgte vi Abdul fordi han udviste en modenhed og styrke som overbeviste os om, at han kunne påtage sig opgaven. Udover Ghaith og Abdul har yderligere seks børn lavet optagelser til os. De er dog ikke med i denne film.

Normalt når man laver film med mindreårige får man tilladelse til deres medvirken fra en forælder eller værge. Da både Ghaith og Abdul var alene på flugt var det et af de første problemer vi stødte ind i. Det lykkedes dog, at få tilladelse fra henholdsvis Ghaiths mor i Tyrkiet og fra Abduls onkel.

Børnenes egne optagelser

Den næste hurdle var, at vi her også havde medvirkende, der skulle sættes i stand til selv at filme og lave optagelser, der potentielt kunne indgå i filmen. Heldigvis er de fleste teenagere hurtige til at lære at bruge et kamera i en mobiltelefon. Vi gav dem også en idé om, hvad der ville give mening at optage: deres dagligdag, de tanker og følelser de oplevede undervejs. Grundlæggende skulle de tænke på optagelserne som en slags dagbog, som vi så efterfølgende kunne klippe i – det er både et format som det er nemt for børnene at forholde sig til og giver samtidig os nogle optagelser, der netop illustrerer deres hverdag, som de selv oplever den. Fordi drengene på denne måde udover at være medvirkende også agerede ’fotografer’ valgte vi at udbetale dem et mindre honorar for deres optagelser.

For at være sikre på, at de havde mulighed for at optage så meget som muligt og så godt som muligt, besluttede vi, at vi lånte dem mobiltelefoner. Men mulighed for at optage og up-loade film til os, blev hele tiden begrænset af udfordringer med at få telefonerne ladet op, regn, fugt og tilmed stjålne telefoner. Hvilket også betyder, at vi ikke har optagelser fra alle dele af drengenes flugt.

De professionelle videojournalister

Selvom børnene var gode til at filme selv, var vi også helt fra starten klar over, at det ikke ville være nok til en film. Vi havde også brug for optagelser lavet af professionelle videojournalister.

Og netop de professionelle journalister oplevede, at de i forbindelse med optagelserne blev sat i situationer, der var meget anderledes, end mange af dem var vant til. Dels var der kaotiske tilstande med grænser der lukkede, desperate mennesker i nød uden mad og drikke, og uden penge. Men samtidig også mennesker, der til tider udviste enorm omsorg for hinanden. Nogle af journalisterne oplevede endda flygtninge spørge dem om de var ok og havde det godt!

Som professionel journalist er det en del af jobbet at forholde sig observerende og ikke gribe ind i de begivenheder man dokumenterer. I forbindelse med optagelserne til ’Børn alene på flugt’ kunne det dog ikke undgås, at vores fotografer ind i mellem blev påvirkede følelsesmæssigt af det, de oplevede undervejs. Og der opstod også situationer, hvor det ikke var muligt for fotograferne at holde sig 100% neutrale. Det har ikke nogen indflydelse på det billede, der i filmen bliver tegnet af de forhold børnene flygter under, men det er vigtigt for os at fortælle det, da normen netop er, at man som journalist ikke går aktivt ind i de situationer man dækker.

En af vores videojournalister blev på et tidspunkt så påvirket af situationen, at han valgte at sige op, da han ikke længere kunne bære kun at dokumentere. Da vi efterfølgende fik vores udstyr tilbage, lå der optagelser med Abdul fra Rødbyhavn, hvor han bliver hentet af en ’venligboer’.

Det viste sig, at fotografen netop var holdt op med kun at dokumentere og ved at ringe nogle af sine kontakter, aktivt havde medvirket til, at Abdul blev hentet på havnen. Fotografen fortalte os efterfølgende, at da de stod på færgehavnen midt om natten, og der ikke var nogle former for offentlig transport tilgængelig, blev han bange for, at Abdul ville blive sendt tilbage til Tyskland og senere Tyrkiet. Han besluttede i dette øjeblik at gå ud af sin rolle som dokumentarist og ringede til nogle venner, der havde kontakter i venligbo-netværket. Det førte til, at Abdul blev hentet på havnen og fik en seng at sove i den nat, men det førte også til, at journalisten som sagt sagde sig job på filmen op.

Efter samråd med DR valgte vi at bruge optagelserne – også selvom fotografen gik ud af sin rolle. Optagelserne viser, hvordan Abdul ender med at komme til Sverige, og derfor er de relevante at have med, da de også er en del af hans historie. I filmen har vi valgt at markere optagelserne som ’private optagelser’.

Der er ingen tvivl om, at det er målet, når man er professionel dokumentarist, at man så vidt muligt forholder sig objektivt, men det er i vores optik også både menneskeligt og forståeligt at selv trænede mediemedarbejdere kan føle sig pressede, når de står med ekstremt sårbare børn, der ikke har andre til at hjælpe sig. Det må naturligvis ikke ske, men det sker, og når det sker, er vi selvfølgelig ekstra opmærksomme på, hvordan det potentielt påvirker situationen og vurderer grundigt om der på den baggrund er optagelser vi ikke kan bruge

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter