Barometer-breve kommer på museum

Fredag rejste en hel flyttekasse fuld af følelsesfulde barometerbreve videre til et nyt liv på Danmarks Rockmuseum i Roskilde.

Inge Bang Termansen (t.v.) sendte de mange breve fra lytterne videre til Danmarks Rockmuseum. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)

Kassen har trofast fulgt den tidligere barometervært Inge Bang Termansen fra etage til etage i DR.

”Men nu får den endelig fred og et nyt liv på Danmarks Rockmuseums udstilling om ’Det elektriske Barometer’,” siger Inge Bang Termansen, der i øvrigt understreger, at barometerbrevskrivere er sikret anonymitet.

Hun var vært på 'Det Elektriske Barometer' fra 1987–1990 sammen med blandt andre Gitte Løkkegaard og Vibeke Heide-Jørgensen. Mange andre DR-medarbejdere har siddet på barometerposten.

Kassen blev afhentet fredag eftermiddag af Mikkel Falk Møller fra Danmarks Rockmuseum.

Barometeret nu på P3

Efter en kort tænkepause vendte det næsten 30 år gamle radioprogram tilbage til æteren – denne gang til P3 – den 6. september, og programmet, der nu slet og ret hedder ’Barometeret’ vil fortsat lægge radiobølger til lytternes tanker og følelser.

Men programmets nye værter opfordrer nu lytterne til at sende deres historier som lyd frem for fysiske breve.

En flyttekasse fuld af følsomme betroelser fra årtiers elektrisk barometer. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)

”Der er ikke noget, vi elsker mere end at høre folks historier. Derfor håber vi, at lytterne vil være med til at skabe et univers, hvor vi kan dele vores gode historier med hinanden. Både de sjove, pinlige og følsomme historier. Det der med at vokse op er ikke altid lige nemt, så derfor synes vi, at der er behov for, at der bliver talt højt om det – også om tabuerne,” sagde værterne Andrew Moyo og Regitze Engelhardt til dr.dk/omdr tidligere på måneden.