Barometeret er tilbage i ny form på P3

DR har sendt ’Det Elektriske Barometer’ siden 1986, og efter en tænkepause er programmet på søndag tilbage i en fornyet udgave med nye værter.

Barometeret er tilbage med Andrew Moyo og Regitze Engelhardt som værter. (Foto: Petra Kleis © Type 1)

”Stille! Stille nu! Stille ind nu!”

I næsten 30 år har DR sendt ’Det Elektriske Barometer’, der er Danmarks lytterbestemte hitliste for alternativ musik, og gode og eftertænksomme historier fra lytternes eget liv.

Det meste af 2015 har der nu i sig selv været ret stille om programmet. Siden nytår har DR holdt en tænkepause og arbejdet med konceptet for programmet – og nu er det snart tid til at stille ind igen. Søndag den 6. september klokken 20.03 er programmet tilbage på P3 i en fornyet udgave.

Nyt er det, at programmet fremover slet og ret bare hedder ’Barometeret’, og nyt er det også, at værterne hedder Regitze Engelhardt og Andrew Moyo, som nogle af lytterne måske kender fra P6 BEAT i forvejen.

’Det Elektriske Barometer’ så dagens lys tilbage i november 1986, hvor journalisten Kenan Seeberg var manden med ideen om, at der skulle være et talerør for kunstnere i den musikalske undergrund. I mange år blev programmet sendt som en del af ungdomsfladen ’P4 i P1’, og de seneste mange år har den alternative lytterhitliste været sendt på P3 søndag aften.

”Det glæder mig, at programmet nu er tilbage på P3. Op igennem 90’erne og 00’erne var ’Det Elektriske Barometer’ nærmest en institution for en hel generation, som delte tanker, digte og den helt særlige stemning og musik, som prægede søndag aften på P3. De seneste år har det knebet lidt mere med lyttertilslutningen – måske fordi de unge har fundet andre medier i en ny digital virkelighed eller måske bare, fordi der var brug for at ruske op i konceptet. Derfor har vi nu forsøgt at gøre netop det,” siger Christian Ottenheim, der er redaktionschef på P3.

Lyd fra lytterne

Lytternes tanker og breve har været en fast ingrediens gennem årene, men i en tid, hvor postbudet har færre og færre breve at gå med, vil de to nye værter fremover i stedet opfordre lytterne til at sende lyd og historier om dem selv til ’Barometeret’.

”Der er ikke noget, vi elsker mere end at høre folks historier. Derfor håber vi, at lytterne vil være med til at skabe et univers, hvor vi kan dele vores gode historier med hinanden. Både de sjove, pinlige og følsomme historier. Det der med at vokse op er ikke altid lige nemt, så derfor synes vi, at der er behov for, at der bliver talt højt om det – også om tabuerne,” siger værterne Andrew Moyo og Regitze Engelhardt.

’Barometeret’ på P3 vil – udover lyden fra lytterne - fortsat indeholde Barometerlisten. Listen kommer fremover til at bestå af fem musiknumre, og hver uge bliver lytterne også præsenteret for to musikalske testere. Testerne kan stemmes ind på Barometerlisten – nøjagtig, som lytterne har kunnet stemme hidtil.

Blandt de bands, der har fået masser af spilletid på ’Det Elektriske Barometer’ gennem årene er for eksempel danske Psyched Up Janis, The Raveonettes, Mew, Sterling, Moi Caprice, Blaue Blume og Kwamie Liv.