Bent-prisen til DR3-dokumentar om transseksuel

Tilrettelægger Sebastian Ottenstein fra DR Ung får prisen for årets bedste danske tv om homoseksuelle, biseksuelle og transkønnede.

DR3-dokumentaren ’Det jeg aldrig fik sagt’ handler om den 26-årige Dia, der står over for sit livs største beslutning: At rejse til Thailand for at få foretaget en kønsskifteoperation.

Udsendelsen var tilrettelagt af Sebastian Ottenstein fra DR Ung, og den faldt for alvor i de homoseksuelle, biseksuelle og transkønnedes smag. Faktisk i en grad, så Sebastian Ottenstein tirsdag aften blev årets modtager af Bent-prisen på 10.000 kroner i Empire Bio på Nørrebro i København under festivalen MIX Copenhagen.

Bent-prisen går til – som det hedder – "modige danske film- og tv-folk, som gør op med klicheerne og fremstiller tidssvarende og troværdige billeder af homoseksuelle, biseksuelle og transkønnede.

"Holdet bag dokumentaren inviterer os til at møde et menneske, der reflekteret og velartikuleret tager os med på sin rejse. Dia bliver med sin generøsitet og sin hudløse ærlighed en rollemodel for os alle sammen," hed det blandt andet fra juryen bag Bent-prisen.

’Det jeg aldrig fik sagt’ sikrede sig prisen foran en anden DR3-produktion – nemlig serien ’Homolesbians’ og TV 2-serierne ’Rita’ og ’Dicte’, som også var nominerede.

Første lesbiske karakter

"I år har vi - i TV 2’s ’Dicte’ - fået den første gennemgående lesbiske karakter i en dansk serie siden Iben i ’Matador’. Vi har også kunnet følge hovedpersonens søn i den nye sæson af ’Rita’, efter han sprang ud sidste år. Vi har også set den første danske reportageserie overhovedet om lesbiske: DR3’s ’Homolesbians’. Alligevel var vi i juryen ikke i tvivl om, at der var én klar vinder af Bent-prisen 2013: ’Det jeg aldrig fik sagt: Dias historie’. Den fik den samlede jury til at fælde en tåre flere gange," hed det blandt andet fra juryen.

Det er første gang, en DR-produktion får Bent-prisen, som har været uddelt siden 2011 som en del af festivalen MIX Copenhagen. Sidste år gik den til manuskriptforfatter Christian Torpe for tv-serien ’Rita’ på TV 2.

Bent-prisen er opkaldt efter hovedpersonen i en af de første danske bøssefilm, ’Lille Spejl’ fra 1978, hvor Frits Helmuth spillede Bent. Han fik for øvrigt også en Bodil for rollen, hvor man blandt andet oplever hans komplicerede forhold til moderen – spillet af Bodil Kjer.

’Det jeg aldrig fik sagt’ kan ses igen på DR3 på fredag den 11. oktober klokken 13.20 eller allerede nu på dr.dk/nu her.

Facebook
Twitter