BILLEDER: 14 projekter for børn og unge får kroner fra ’Giro 413’

De indsamlede kroner fra DRs ønskeprogram ’Giro 413’ i 2016 er nu fordelt, og de går for eksempel til oplever og udflugter for socialt udsatte børn over hele landet.

  • 'Giro 413'-vært Margaret Lindhardt overrakte 10.400 kroner til Familienetværk, Røde Kors Lyngby-Taarbæk - i midten Lis Silberbauer og til venstre Anette Due - til tur i Tivoli for socialt udsatte familier med børn. (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1)
  • 'Giro 413'-vært Margaret Lindhardt overrakte 15.000 kroner til Goldschmidts Musikakademi og Henrik Goldschmidt i København N til en musiklejrskole for børn med vidt forskellige baggrunde. (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1)
  • 'Giro 413'-vært Margaret Lindhardt overrakte 7.950 kroner til i midten Anni Birkløv Jensen og til højre Rabia Naseem fra B.I.M.S., Kulturværkstedet Dagmar på Vestebro i København til fælles udflugter for udsatte børn og unge. (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1)
  • 'Giro 413'-vært Margaret Lindhardt overrakte 10.000 kroner til Jytte Holst fra Beboerrådgivningen i Avedøre Stationsby Syd til et besøg for børn i Tivoli. (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1)
  • DRs radiochef Gustav Lützhøft, Anna Jin Rolfgaard fra Socialstyrelsen og 'Giro 413'-vært Margaret Lindhardt har fordelt pengene, der kom ind til 'Giro 413' i 2016 (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)
1 / 5

Mange havde en festlig dag eller aften, da de samlede penge ind til DRs ønskeprogram ’Giro 413’ – og nu er der udsigt til, at endnu flere får en god dag for kronerne, der er kommet ind på landets mest festlige girokonto i 2016.

P5-programmets vært Margaret Lindhardt, DRs radiochef Gustav Lützhøft og en repræsentant fra Børne- og Socialministeriet har netop fordelt de 146.350 kroner, der blev samlet ind sidste år, hvor ønskeprogrammet også selv havde noget at fejre – nemlig sin 70 års fødselsdag.

”I alt var der 47 foreninger og organisationer, der søgte om penge til projekter for socialt udsatte børn og unge, og 14 har fået. Pengene gør en stor forskel for dem, der får glæde af dem. Det er typisk projekter, arrangementer og begivenheder, der - med penge fra ’Giro 413’ - kan blive til noget, hvad de ellers ikke ville kunne,” siger Margaret Lindhardt, der sammenlagt har været vært på programmet i næsten 20 år.

I år går pengene for eksempel til, at børn i Guldborgsund Kommune kan få støtte til fritidsaktiviteter, hvad der ellers ikke ville være råd til i deres familie. Der er for eksempel også givet kroner til, at udsatte børn i Viby J kan få hjælp til maden til deres konfirmation/nonfirmation, ligesom udsatte børn i Give nu – gennem Red Barnets Familieoplevelsesklub – har udsigt til en helt særlig teateroplevelse med musicalen ’Sound of Music’.

På den musikalske front går der i år også ’Giro 413’-penge til Goldschmidts Musikakademi i København, som giver gratis musikundervisning til børn fra familier, hvor der ellers ikke er råd til den slags. Helt konkret skal kronerne fra ’Giro 413’ bruges til en musiklejrskole.

”Selv om beløbene i sig selv ikke er voldsomme, har de en enorm betydning for dem, der får dem. Det er dejligt, at ’Giro 413’ kan give udsatte børn og unge oplevelser, som de ellers ikke ville have fået,” siger Margaret Lindhardt.

Folk har ikke kontanter på sig

Årets indsamlede beløb er knap 50.000 kroner mindre end sidste år, og ’Giro 413’-værten lægger ikke skjul på, at indsamlingen af penge går lidt trægere end tidligere.

”Der bliver ikke samlet så meget ind til fester mere – sikkert fordi folk ikke længere har så mange kontanter på sig og bruger betalingskort i stedet. Der er nu fortsat mange, der vil sende en hilsen i programmet, men i dag er hilsnerne i højere grad end før til enkeltpersoner, og som regel følger der så ikke så store beløb med, som når der er blevet samlet ind i alskens ting og sager. På den måde er det jo flot, at der trods alt er kommet så mange penge ind,” siger Margaret Lindhardt.

For at følge med tiden, hvad betalingsmåder angår, indførte ’Giro 413’ for få uger siden også muligheden for at tage MobilePay – udover giroindbetalinger, netbank og sms-indbetalinger som hidtil.

”De første har allerede taget den nye betalingsform til sig, og jeg håber, det vil få endnu flere til at sende ind i den kommende tid. Det har været vigtigt for os, at måden, der bliver samlet ind på, også følger med tiden, og derfor var det oplagt også at tage MobilePay i brug,” siger Margaret Lindhardt.

MobilePay levner ikke mulighed for de helt store hilsner. Så hvis man betaler et bidrag via MobilePay på telefonnummer 2854 0413, som er den festlige girokontos nummer, skal man bare som besked skrive sit eget mobilnummer. Hilsenen, musikønsket og ens mobilnummer skal man derefter maile til giro413@dr.dk.

”Begge steder skal man bare skrive sit mobilnummer. Så kobler jeg det hele sammen, og jeg glæder mig til at modtage en masse hilsner og musikønsker også ad den vej,” siger Margaret Lindhardt, der kan høres i programmet hver søndag fra klokken 12.15 til 14.00 på P5.

DRs radiochef Gustav Lützhøft glæder sig over, at ’Giro 413’ og pengene fra programmet igen i år kan gøre gavn over hele Danmark blandt udsatte børn og unge, der får en særlig oplevelse.

”’Giro 413’ er en institution i dansk radio, og for mange er det ”lyden af søndag”. Samtidig findes der nok ikke en udsendelse som ’Giro 413’, der kan glæde så mange på én gang. For ud over børnene og de unge, som får del i de indsamlede penge, bliver dem, der får en hilsen også glade, ligesom afsenderen får opfyldt sit lytterønske. Jeg tror, at det tilsammen er en væsentlig årsag til, at ’Giro 413’ har vist sig at være så slidstærkt et program,” siger Gustav Lützhøft.

Med årets uddeling har ’Giro 413’-lytterne nu i alt samlet 28 millioner kroner ind i festligt lag i hele programmets 70-årige levetid.

Se mere om hvordan du sender en hilsen på dr.dk/giro413

De får penge fra 'Giro 413' i år:

  • FREDERIKSHAVN: 15.000 kroner til Støtte- og Krisevagtforeningen for Frederikshavn Krisecenter for voldsramte kvinder og børn

  • GIVE: 10.000 kroner til Red Barnets Familieoplevelsesklub til tur til musikteater: ’Sound of Music’ HADERSLEV: 10.000 kroner til Sct. Georg Gildernes Aktivitetslejr til sommerlejr for udsatte børn på 7-14 år

  • HOBRO: 10.000 kroner til Hobro Svømmeklub til hjælp til kontingent for flygtningebørn fra Syrie

  • HVIDOVRE: 10.000 kroner til Beboerrådgivningen i Avedøre Stationsby Syd til et besøg for børn i Tivoli

  • KOLDING: 10.000 kroner til KFUM’s Sociale Arbejde, Værestedet Gademix til weekendtur til København

  • KOLDING: 15.000 kroner til Red Barnet Kolding til familieudflugt og sociale aktiviteter for udsatte børn på 5-12 år samt deres familer

  • KONGENS LYNGBY: 10.400 kroner til Familienetværk, Røde Kors Lyngby-Taarbæk, til tur i Tivoli for socialt udsatte familier med børn

  • KØBENHAVN N: 15.000 kroner til Goldschmidts Musikakademi til musiklejrskole for børn med vidt forskellige baggrunde

  • KØBENHAVN V: 7.950 kroner til B.I.M.S., Kulturværkstedet Dagmar til fælles udflugter for udsatte børn og unge på Vesterbro

  • NAKSKOV: 8.000 kroner til Lolland-Falster Børnesommerlejr til sommerlejr for udsatte børn, der ellers ikke kan komme på ferie

  • NYKØBING F: 10.000 kroner til BROEN Guldborgsund til støtte til fritidsaktiviteter for børn og unge fra udsatte familier i Guldborgsund Kommune

  • RANDERS NØ: 5.000 kroner til Sesamforeningen til udflugt for børn af anden etnisk oprindelse end dansk

  • VIBY J: 10.000 kroner til Børn og Unges Mærkesager til konfirmations-/nonfirmationsmenu til udsatte børn