BILLEDER: DR Pigekoret giver musikalske gaver

En ny række ’Dagens Sang’-programmer sætter fokus på den personlige historie og højskolesangbogen. Der er premiere søndag den 11. marts.

  • Den 17. marts fejrer DR Højskolesangbogen med 12 timers uafbrudt fællessang på DRK. Som optakt til fejringen får 5 nye ’Dagens Sang’ premiere i uge 11. Sangene er alle fra Højskolesangbogen. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)
  • DR Pigekoret er hovedafsender på hver af de fem film, men får også besøg af de to kunstnere Pernille Rosendahl og Lau Højen, som hjælper med at give sangene i gave til helt almindelige danskere. De fem sange bliver nemlig knyttet til en bestemt og personlig fortælling. Dr.dk/om-dr var med ude på den sidste af optagelserne, da forsanger i Carpark North Lau Højen gav visen 'Se, nu stiger solen' til sine to gamle efterskolelærere. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)
  • Lau Højen fortæller, at dagens sang 'Se, nu stiger solen' har haft stor betydning i hans liv. Både i sørgelige og lykkelige stunder. Han lærte sangen, da han gik på Mellerup Højskole, og det er også i samme område, at sangen originalt blev skrevet i 1891. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)
  • Lau Højens to lærere, Ellen og Jonna, fra dengang, han gik på Mellerup Efterskole, har lært ham visen, der bliver sunget i dag. Derfor giver han og DR Pigekoret sangen i gave. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)
  • Producer på Dagens Sang og kunstnerisk leder for DR Pigekoret, Anne Karine Prip, har været utrolig glad for ugens optagelser. "Den danske sangskat er med til at binde os sammen," siger hun. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)
  • Jonna og Ellen er glade for og rørte over deres sanggave. ”Den bliver bedre og bedre for hver gang, jeg hører den,” siger Jonna, og Ellen nikker. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)
1 / 6

Det er for en gangs skyld en solbeskinnet formiddag i København. Solens stråler vælter ind over de enorme, sprossede vinduer i Daydream Studios på Vermundsgade. Når man træder ind i studiet, skal man knibe øjnene i på grund af alt det skarpe hvide: Høje lofter, som løber i et med det hvide trægulv. Det bliver ubærligt at se på af solens lys.

I midten af det hele står DR Pigekoret og skifter til gulvlange, sorte kjoler, som fremhæver deres silhuetter som sprittusch på hvidt papir. De træder rundt mellem hinanden, sætter hår og gør sig klar, mens de varmer stemmerne op.

I dag er sidstedagen for optagelserne af en nye række smukke ’Dagens Sang’-film som lanceres på DR K i marts. Der er produceret fem nye film, som vil blive sendt som optakt til fejringen af Højskolesangbogen lørdag den 17. marts, hvor der sendes 12 timers non-stop fællessang fra Højskolesangbogen på kanalen. Sangen, der skal synges i dag, er Se, nu stiger solen, med melodi af Oluf Ring og tekst af Jakob Knudsen.

Sangskatten skaber hjerterum

Forsanger i Carpark North, Lau Højen, er også med i studiet i dag. Han har selv valgt at synge netop Se, nu stiger solen og skal i dag give sangen i gave til to af sine gamle efterskolelærere fra Mellerup Efterskole, Jonna og Ellen, som lærte ham den, dengang han var elev. De to lærere har taget plads i den opstillede sofa i studiet, mens der omkring dem bliver finstillet lys og indstillet kameraer.

Hver af de film, som disse dage er blevet optaget, tager afsæt i en sang fra Højskolesangbogen. Filmene viser, hvordan sange fra den danske sangskat binder os sammen. Derfor bliver hver af sangene også givet som gave til en eller flere almindelige danskere, som også er med til optagelserne. DR Pigekoret er hovedafsender på alle fem film, mens 3 af filmene er lavet sammen med solisterne Lau Højen og Pernille Rosendahl. Desuden medvirker solo-cellist fra DR SymfoniOrkestret, Henrik Dam Thomsen.

Producent og kunstnerisk leder for DR Pigekoret, Anne Karine Prip, er begejstret for de seneste dages optagelser:

”Der har været en hjertelig og intens stemning de her dage. Pigerne har syntes, at det var dejligt at synge til ”rigtige” mennesker og ikke blot en masse kameraer. De har kunne overbringe en musikalsk gave til nogen, som har fået en stor oplevelse. Disse ’Dagens Sang’-film har ikke føltes som at indspille en række musikvideoer. Det har i stedet føltes utrolig ægte. En oplevelse af at sangskatten virkelig formår at skabe hjerterum” siger hun.

Liv og død

På stuebordet står kaffekopper og damper, de opstillede standerlamper giver associationer til den danske dagligstue gennem tiderne. Studiet er indrettet i blå nuancer, der minder om Højskolesangbogens ikoniske omslag. Flere fra DR Pigekoret har sat sig på de ledige puffer og stole rundt om bordet, mens andre står bag Lau Højen som en halvmåne.

Han fortæller om Se, nu stiger solen, en sang, der har betydet meget i hans liv.

”For mig handler denne sang både om liv og død. Jeg har sunget den til begravelser og til mit eget bryllup. Det er en af de smukkeste sange, der findes. Den har rejst med mig, siden jeg var ung dreng og den vil følge mig resten af livet”.

Snart fylder Lau Højens stemme hele det lyse studie. Halvvejs gennem sangen får klangen fra hans stemme selskab af de smukke toner fra pigerne, og de forenes i en harmonisk helhed. Man kan ikke forestille sig, at den slags musik og stemning ikke også er mærkbar gennem skærmen.

Sangene bor i os

Idéen med at give ’Dagens Sang’ i gave til helt almindelige danskere opstod på grund af DR Pigekorets populære koncertserie ’Din Danske Sang.’ Under koncerterne har publikum fået besked på at række hånden op, hvis personen ved siden af dem har fortjent en sang. Der bliver udvalgt en tilfældig person blandt publikum, hvis sidemand skal fortælle, hvorfor vedkommende er særlig. Derefter er de blevet inviteret op på scenen og sunget til. De helt nære møder mellem DR Pigekoret, sangene og publikum inspirerede det nye fokus i ’Dagens Sang.’

”Dette øjeblik har fungeret så fint ved ’Din Danske Sang’-koncerterne, så vi havde meget lyst til at prøve det af i ’Dagens Sang’ formatet” fortæller Anne Karine Prip og fortsætter:

”Den danske sangskat er med til at binde os sammen. Sangene bor i os alle sammen. Vi er vokset op med dem og de følger os gennem livet. Det er DR Pigekorets fornemmeste opgave at bruge dem og give dem fornyet liv.”

Hyldest til Højskolesangbogen

Anne Karine Prip glæder sig til, at sangene bliver vist på DRK til marts. Både på grund af deres fine budskab, men også fordi de hylder den danske Højskolesangbog.

”I arbejdet med DR PigeKoret er den bog er jo nærmest vores bibel,” siger Anne Karine Prip med et smil. ”Jeg ser utrolig meget frem til den store fejring den 17. marts.”

I ugen op til den store Højskolesangbogs-fejring på DRK lørdag d. 17. marts, kan man i artikler på dr.dk dykke ned de personlige historier, som knytter sig til hver sang. Det er historier fra de gæster og solister, som DR Pigekoret i disse dage har sunget til og med.

Lau Højen takker pigekoret efter, at de sammen har sunget Se nu stiger solen endnu engang. De mangler at synge den et par gange mere, sådan så optagelserne bliver helt perfekte og kan klippes sammen til en film. Men det gør tilsyneladende ikke gæsterne noget:

”Den bliver bedre og bedre for hver gang, jeg hører den,” siger Jonna, og Ellen nikker.

Det første program i rækken bliver vist den 11. marts kl. 8.55 og kl. 19.55 på DR K og resten henover de efterfølgende fire dage.