BILLEDER: Glimt fra 50 år med TV-Avisen

Den 15. oktober er der blevet sendt tv-aviser i 50 år. Her ser vi på de fem årtier i billeder – og lidt tekst.

  • Eric Danielsen er vært, da TV-Avisen bliver sendt første gang 15. oktober 1965 klokken 20.00 fra Radiohuset. Tophistorien er, at Nobels litteraturpris går til den russiske forfatter Mikhail Sholokhov. (Foto: DR arkiv)
  • Claus Jacobsen, der netop er fyldt 75 år, er med på værtsholdet fra første dag. Han er den eneste nulevende, der er tilbage i dag (Foto: Billedarkivet)
  • TV-Avisen skifter allerede i 1966 sendetid fra klokken 20.00 til 19.30. Det bliver TV-Avisens faste sendetid de næste 27 år. (Foto: Dr arkiv)
  • Ovenpå valgdækningen i 1968 stiller TV-Avisen kritiske spørgsmål til den nyvalgte VKR-regering, og det får forhenværende minister Jens Sønderup til at kalde udsendelsen et angreb fra DRs ?røde lejesvende?. Byretten afgør senere på året, at udtalelsen var uberettiget, men udtrykket bliver hængende og høres den dag i dag (Foto: DR arkiv)
  • Claus Toksvig er kommentator i 1969, da TV-Avisen sender fra månelandingen. Transmissionen starter præcis klokken 3.56 den 21. juli. (Foto: DR arkiv)
  • Ib Rehné bliver DRs første mellemøst-korrespondent i 1975 i Beirut. Året efter får han fast base i Cairo. (Foto: DR arkiv)
  • Da det er hedebølge, og Danmarks hidtil varmeste dag nogen sinde i august 1975, sender vært Bent Jensen fra strandkanten ved Køge Bugt. Det afsløres dog først for seerne sidst i udsendelsen. (Foto: DR arkiv)
  • Den 2. oktober 1978 bliver TV-Avisen for første gang sendt i farver ? med Steen Bostrup som vært. TV-A var det sidste program i DR, der overgik til farver. (Foto: DR arkiv)
  • Nyligt afdøde Poul Jørgensen er vært på TV-Avisen den aften monopolet brydes i 1988. Han indleder udsendelsen med at stille over til TV 2 Nyhederne. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)
  • I 1989 rejser DRs Tysklandskorrespondent, Tyge Pedersen, til Polen for at dække den vesttyske præsidents officielle besøg i landet. Uheldigvis betyder det, at han slet ikke er i Berlin og går glip af Murens fald i november 1989. (Foto: Ulla Voigt © Type 1)
  • I 1998 lanceres DR Nyheder Online, og dermed tilbyder DR nyheder på tre platforme: radio, tv og net.
  • TV-Avisen skifter design i 2004, hvor Trine Sick her er vært. Året efter får designet en pris ved den internationale tv-festival Promax.design (Foto: Foto fra bånd © Type 1)
  • TV-Avisen bliver for første gang sendt fra DR Byen og det nye nyhedsrum den 19. november 2006. Jeppe Nybroe er vært. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)
  • TV-Avisen flytter i september 2012 den sene nyhedsudsendelse, der i årtier har været sendt klokken 21.00 til 21.30. Samtidig begynder man at operere med faste korrespodenter på stofområder og faste værter. Kim Bildsøe bliver fast vært på 21.30?eren. (Foto: Agnete Schlichtkrull)
  • I 2015 ser halvdelen af alle danskere en TV-Avisen i løbet af en uge ? og tænder de for 18.30?eren er det enten Erkan Özden, Tine Gøtzsche og Klaus Bundgård Povlsen, der er værter. (Foto: Agnete Schlichtkrull)
  • Kåre Quist bliver vært i 21.30?eren på jubilæumsdagen den 15. oktober. (Foto: agnete schlichtkrull)
1 / 16

Modtagelsen var mildest talt blandet, da DR havde sendt den første tv-avis den 15. oktober 1965.

”TV-Avisen vil aldrig for alvor blive nogen konkurrent til den skrevne og illustrerede avis. I denne har man da den fordel, at man kan springe over, hvad man ikke interesserer sig for. I TV-Avisen kan man risikere at blive hypnotiseret af en oplæsers fysiognomi,” skrev tv-anmelderen Harald Holder i Berlingske Tidende dagen efter.

Det var Eric Danielsen, der sagde ”Godaften” i den første tv-avis, og man må sige, at TV-Avisen klarede sig godt alligevel, for på torsdag har der været sendt TV-Avisen i 50 år.

Faktisk blev der allerede sendt nyheder fra DR TV’s start i 1950’erne. Her bød DR på programmet  ’Aktuelt’, som var en udsendelse, der i formen mindede om biografernes ugerevyer. ’Aktuelt’ var klippet sammen af billeder fra udenlandske bureauer, og derfor bød udsendelserne kun på relativt få danske nyheder.

Både Danmark og verden har forandret sig kolossalt på de 50 år. Der er kommet flere udsendelser, flere medarbejdere og ikke mindst helt nye medietider, men alligevel ser 75 procent af alle danskere stadig en eller flere tv-aviser i løbet af en måned.

Her følger en lille billedkavalkade med blot nogle af højdepunkterne fra de fem årtier.