BILLEDER: Han har både været læge og borgmester i DR's drama - Lars Ranthe 50 år

Skuespilleren Lars Ranthe fik for alvor sit gennembrud i DR's dramaserie 'Sommer' i 2008. Siden har han været her, der og allevegne. Mandag fyldte han 50 år.

  • Den 1. januar 2008 var en helt central dato i skuespilleren Lars Ranthes karriere. Den dag tonede han frem på DR1 som lægesønnen Jakob Sommer i dramaserien 'Sommer', hvor Jesper Langberg havde rollen som hans far, Lisbet Dahl spillede hans mor, og hvor han dannede par med Mille Kaiser - spillet af Marie Louise Wille. 'Sommer', der blandt andet handlede om, hvordan en familie tackler, at et medlem får demens, blev det helt store folkelige gennembrud for Lars Ranthe, der siden har kunnet ses her, der og alle vegne - blandt andet i en lang række DR-roller. Mandag den 26. august rundede Lars Ranthe 50 år. (Foto: Agnete Schlichtkrull)
    1 / 10
  • Lars Ranthe er vokset op i Urbanplanen på Amager. Og selv om han for alvor blev kendt i 2008, blev Lars Ranthes talent nu spottet længe inden - nemlig da han trænede redskabsgymnastik på Frederiksberg i starten af 1980'erne. Som kun 11-årig gav instruktøren Søren Kragh-Jakobsen ham da en rolle som stuntdreng i filmen 'Gummi Tarzan'. Senere var han også med i en science fiction-serie, 'Crash' i DR i 1984, hvor han blandt andre spillede sammen med Anne Marie Helger. Lars Ranthe endte med at blive uddannet skuespiller fra Odense Teater i 1998, og også i DR har han efterfølgende lavet udsendelser for børn. Sammen med Søren Hauch-Fausbøll, Signe Lindkvist, Bo Riemer og Louise Mieritz sagde han for eksempel 'Pling - bing' i børneprogrammerne af samme navn. Udsendelserne havde premiere i 2003, og de bød på improvisations-teater. Ud fra børns oplevelser, fantasi og publikumsmedbragte ting spillede skuespillerne de scener, som fremmødte børns historier lagde op til. (Foto: Kirsten Ellebæk)
    2 / 10
  • Efter DR1 havde sendt 30 afsnit af serien 'Sommer' i 2008 og 2009, kunne seerne efterfølgende se Lars Ranthe i rollen som Fabio i DR's julekalender 'Pagten' i 2009. (Foto: Agnete Schlichtkrull)
    3 / 10
  • Når DR holder 'Danmarks Indsamling', stiller Lars Ranthe også jævnligt op. Her tager han mod pengebeløb fra gavmilde seere i callcenteret i 2009 (Foto: Agnete Schlichtkrull)
    4 / 10
  • I komedieserien 'Lykke', som DR1 og det daværende DR HD viste i 2011 og 2012, havde Lars Ranthe rollen som forskeren Jonas - og undervejs arbejdede han endda sammen med disse to ællinger. Han ses sammen med hovedrolleindehaveren Lykke Leth, som blev spillet af Mille Lehfeldt. (Foto: Agnete Schlichtkrull)
    5 / 10
  • Efter år, hvor Lars Ranthe lavede serier for voksne og også spillede Kjeld Petersen i filmen 'Dirch' i 2011, dukkede han i 2012 op som Nayas far i DR's familieserie 'Limbo'. Serien handlede om fire børn på 12 år, der hver kæmpede med forskellige problemer i dagligdagen. (© Christian Geisnæs)
    6 / 10
  • I 2012 bankede julen så småt på i Givsted Kommune, hvor bykongen Per Tommy Larsen var borgmester i DR2's julekalender 'Jul i kommunen'. Her havde Lars Ranthe borgmesterrollen, og han spillede blandt andre sammen med Troels Malling, Brian Lykke, Mathilde Norholt og Petrine Agger. (© Henrik Frydkjær)
    7 / 10
  • Året efter - i 2013 - fulgte DR2 op med serien 'Valg i kommunen', da Danmark skulle til kommunalvalg. Her var Lars Ranthe tilbage i rollen som borgmester, mens en anden af kandidaterne blev spillet af Lærke Winther. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)
    8 / 10
  • Efter at have spillet læge, borgmester, far og forsker i DR's dramaserier kom turen til psykiater i 'Herrens Veje', som DR1 viste i 2017 og 2018. Her er Lars Ranthe som psykiateren Daniel hjemme i konfirmandstuen hos præsten Johannes Krogh - spillet af Lars Mikkelsen. (Foto: Tine Harden, DR)
    9 / 10
  • Seerne på DR1 har snart udsigt til at se mandagens 50-års fødselar på skærmen igen. I 2012 gav Lars Ranthe den som lastbilchaufføren 'Bent' i Michael Wikke og Steen Rasmussens DR-julekalender 'Julestjerner'. Netop 'Julestjerner' bliver vist igen i december i år på DR1 og DRTV,hver aften klokken 19.30. (© Mike Kolöffel)
    10 / 10
Facebook
Twitter