BILLEDER: Nu er Lise Nørgaard også en rose

’Matador’s mor, Lise Nørgaard, var lørdag med til at døbe en ny rose ’Lise Nørgaard’, og snart skal Korsbæk på Bakken plantes til med rosen. Her blev rosegildet også holdt.

  • Dronning Ingrid fik en pelargonie opkaldt efter sig, og både Ingrid Bergman og Victor Borge har – blandt mange andre - lagt navn til en rose. Det samme har hovedforfatteren bag DRs populære ’Matador’-serie nu. Lørdag holdt snart 99-årige Lise Nørgaard selv rosen over dåben i ’Korsbæk på Bakken’ i Klampenborg, som åbnede sidste år i et samarbejde mellem teltholder Torben ’Træsko’ Pedersen samt DR og Lise Nørgaard, som hovedforfatter på serien. (Foto: PR-Foto)
  • Dåben fandt sted udendørs i Algade i Korsbæk på Bakken. Som traditionen foreskriver, døbte Lise Nørgaard rosen i champagne, der i dagens anledning matchede den pink rose. ”I mit lange liv har jeg været så heldig at få mange priser og hædersbevisninger, men det er første gang, jeg har fået opkaldt en rose efter mig. Det er jeg rigtig stolt af - jeg som elsker roser”, sagde en veloplagt Lise Nørgaard. Med var også grundlæggeren af Korsbæk på Bakken, Torben ’Træsko’ og fru Sanne og rosenforædleren Rosa Eskelund. (Foto: PR-Foto)
  • Sådan ser den nye ’Lise Nørgaard’-rose ud i nærbillede. (Foto: PR-Foto)
  • Den nye ’Lise Nørgaard’-rose er en haverose, som blomstrer i hele sæsonen. Det er rosenforædleren Rosa Eskelund, som har fremelsket den og rosen har været hele 10 år undervejs. Rosa Eskelund var glad for, at Lise Nørgaard ville tage i mod invitationen om at døbe rosen, og at det kunne foregå i ’Matador’s hjemby, Korsbæk på Bakken. (Foto: PR-Foto)
  • Til efteråret skal der plantes et helt bed i Korsbæk på Bakken til med ’Lise Nørgaard’-rosen. Efter ceremonien fortsatte Lise Nørgaard til Jernbanerestaurantens rosenhave til en reception for familie og venner. (Foto: Henrik Petit © ©2015 Henrik Petit for Korsbæk på Bakken)
1 / 5
Facebook
Twitter