BILLEDER: Nu får de yngste deres egen julekalender

Der er julestemning i studiet hos DR i Aarhus lige nu, hvor der bliver produceret julekalender for de yngste seere. Ramajetterne skal sørge for juleglæden fra 1. december.

  • Ramajetterne folder sig ud i afgangshallen på øen Ramasjang i kanalens første julekalender for de yngste seere. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)
  • For første gang optræder der også et rigtigt menneskebarn i Ramajetternes universe, hvor der flyver ordfjollerier og pjat gennem luften. For Johanne, der spiller Selma kan det nogle gange blvie så intenst, at hun glemmer, at det er dukker, hun spiller sammen med (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)
  • B&U-chef Pelle Møller glæder sig over at kunne præsentere Ramasjangs allerførste julekalender. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)
  • Kristian Gintberg hygger sig med Johanne, der i serien spiller hans niece, Selma. I baggrunden ses julemandens computer, som skal fragtes frem til ham, så han kan arrangere julen. Det går dog ikke helt efter planen. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)
  • De styrer dukkerne: Fra venstre Martin Sælan, Kristian Gintberg og Sofie Heidelbach (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)
  • Lene Mailund er hovedforfatter til historien om Ramajetternes juleforberedelser - der selvfølgelig ikke forløber helt uden komplikationer. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)
  • Johanne Marie Brandt er ni år, men giver på bedste professionelle vis interview til Aarhus Stifstidende. (Foto: Kirsten Stubbe-Teglbjærg)
  • Ligesom hun interviewes til TV Avisen. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)
  • Det er et intenst arbejde at indspille julekalender - men der skal også være tid til at slappe af ind imellem. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)
  • Optagelserne til julekalenderen foregår i en lille del af studiet - og efter en stram tidsplan. Nu om stunder er der rift om studierne i Aarhus. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)
  • Det er godt med en støvletørrer, af den slags mange kender fra skiferierne. For den kan sikre mod at man skal stikke hånden ind i en klam og svedig dukkekrop. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)
1 / 11

9-årige Johanne Marie Brandt står klar, da pressemødet, hvor DRs B&U-afdeling vil præsentere kanalens allerførste julekalender for de 3- til 6-årige tv-seere, går i gang. Som det naturligste i verden er hun parat til at give et eksempel på sit samspil med Ramajet-dukkerne i lufthavnen på øen Ramasjang, hvor man kan følge de 24 afsnit der leder frem til juleaften.

Og bagefter får alle interesserede svar på spørgsmålene, om hvordan hun er havnet i rollen som Selma:

"Jeg har været statist på Aarhus Teater, hvor jeg var et af børnene, da de spillede 'Medea'. Og derfor kom jeg til casting her," lyder det. Til hverdag går hun 3. klasse i Hjortshøj nord for Aarhus, men hun har fået lov til at være fraværende de 20 dage, hvor hendes rolle indgår i DR-produktionen.

Og hun synes det er sjovt. Nogle gange kan hun faktisk glemme, at det er dukker, hun spiller sammen med.

Spænding - for de yngste

At spille sammen med dukker er ellers ikke verdens nemmeste opgave, forklarer seriens forfatter, Lene Mailund:

"Det kræver indlevelse at spille sammen med dukkerne, for deres øjne fokuserer jo ikke. Man skal have en god fantasi, men det har du også, Johanne."

Baggrunden for den nye julekalender skal findes i en erkendelse af, at de julekalendere der laves til DR’s og TV 2’s hovedkanaler nok er meget spændende, men også ofte opleves som farlige.

"Vi vil lave noget, der passer bedre til aldersgruppen - men også en julekrimi. Der bliver stadig lidt spænding og noget på spil, men på et niveau hvor de yngste kan være med," forsikrer Lene Mailund.

"Ramasjang er jo et land, og man kan rejse til og fra via lufthavnen, så der foregår meget der. Man kan sige, at det er en sit-com for de mindste. Der går noget galt hver gang, men de finder ud af at fikse det. Det univers og de karakterer bygger vi videre på - i forvejen har vi jo arbejdet med humor, musik og fiktion, så der er ikke langt til julekalender-tanken," siger Lene Mailund, som står for manuskriptet:

"Det er en udfordring at skrive til dukker, for der er mange ting, som de ikke lige kan. For eksempel samle noget op, og så skal man snyde sig til det ved at klippe."

Nordvisions-samarbejde

For første gang kommer der så et rigtig, levende barn med i løjerne, for identifikationen til børn er større.

Der er optagelser frem til uge 22, hvorefter der er pause indtil august. Herefter kører man videre til efterårsferien.

Redaktør Pelle Møller er stolt og lad for at stå for den første Ramasjang-julekalender: "På denne måde bliver der noget både for de store og de små børn. Og mens der har været kritik af, at der har været for lidt jul i julekalenderne, så giver vi den fuld skrue på juledelen. Det er jo netop den aldersgruppe, der går allermest op i julen.

Ramajetternes julekalender produceres i regi af de nordiske tv- og mediesamarbejde Nordvision. Så det er ikke kun danske børn, der får glæde af at kunne følge med i, hvordan julemandens computer når frem til ham, så det kan blive jul igen i år.