BILLEDER: Piet van Deurs blev kendt for at udbryde "Hvad er det?"

Han startede med at lave nyheder og dække folketingsvalg, men det er særligt sine programmer om arkæologi, Piet van Deurs vil blive husket for. Nu er han død, 87 år gammel.

  • En hel generation, der så fjernsyn i starten af 1980'erne, kommer i dag til at tænke på DRs vært Piet van Deurs, hvis nogen udbryder: "Hvad er det?" (Foto: Bent Paulsen DR)
  • For det var det Jan Piet Schønheyder van Deurs udbrød i en årrække i DR1’s arkæologisk-etnografiske quiz, hvor to hold skulle gætte tid, sted og anvendelse på historiske genstande. Sådan så det ud den 29. april 1983 klokken 19.45 på DRs dengang ene tv-kanal. Nu er Piet van Deurs død - kort tid efter sin 87 års fødselsdag. (Foto: Dr arkiv)
  • Selv om det med tiden blev arkæologi og historie, Piet van Deurs dækkede for DR, var det nyheds- og aktualitetsstoffet, den journalistuddannede Piet van Deurs dækkede de første år. Sammenlagt arbejdede han 43 år i DR, og han startede på TV-Aktuelt i 1958. Her dækker han folketingsvalg i 1960. (Foto: Dr arkiv)
  • Fra 1964 blev Piet van Deurs ansat i TV-Kulturafdelingen, hvor han var programredaktør og souschef. Her ses han med forfatteren Tom Kristensen under tv-optagelser i dennes hjem på Thurø i 1965. Den tredje mand er Vagn Grosen. (© DR)
  • Det er ikke kun danmarkshistorien, der er blevet fortalt af Piet van Deurs. Templet Abu Simbel i Egypten lå i vejen for den regulering af Nilens løb, som landets leder, Gamal Abdel Nasser, ønskede for at fremme landets udvikling. UNESCO organiserede i 1964-68 en flytning af templerne. Figurerne blev savet i stykker og flyttet 60 m op og 210 m ind i landet. Piet van Deurs og et dansk filmhold fulgte arbejdet. (Foto: DR Arkiv.)
  • Mange vil også huske, at Piet van Deurs lavede en stribe programmer med Dronning Margrethe i programserien 'Dronningen tager imod'. Her fortalte den for øvrigt stærkt arkæologi-intereresserede dronning blandt andet om de sidste oldenborgske konger og menneskeskæbnerne bag kongekronerne. (Foto: Ulla Voigt © Type 1)
  • Piet van Deurs blev også hædret undervejs i sin DR-tid med Dronning Margrethe II's Arkæologiske Fonds Medalje i 1991, og året efter blev han Ridder af Dannebrog. (Foto: Ulla Voigt © Type 2)
  • Én af Piet van Deurs sidste opgaver i DR, før han i 2001 stoppede, da han fyldte 70 år, var programserien 'Normannerne', der havde premiere i september 1999. Foto: Jørgen Jessen/Scanpix (Foto: Jørgen jessen)
  • Piet van Deurs, her fra 1999, var født på Frederiksberg den 5. februar 1931, og han blev uddannet journalist på Østsjællands Folkeblad. Han døde torsdag den 22. februar af et hjerteanfald foran sit hjem i Espergærde. Foto: Bjarne Bergius Hermansen.
1 / 9

Se Piet van Deurs' programserie 'Dronningen tager imod' på DRTV her Se gamle 'Hvad er det'-udsendelser med Piet van Deurs her Se Piet van Deurs' serie om 'Normannerne' her

Facebook
Twitter