BILLEDER: Prins Joachim præsenterede Børnenes U-landskalender i år

H.K.H. Prins Joachim, rapperen Per Vers og tv-vært Joakim Ingversen præsenterede mandag Børnenes U-landskalender 2015 foran hundredvis af børn på Ørestad Skole på Amager.

  • H.K.H. Prins Joachim præsenterede Børnenes U-landskalender 2015 foran børn på Ørestad Skole. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)
  • Rapperen Per Vers har lavet en rap til årets u-landskalender, og den opførte han foran Prinsen og de mange børn. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)
  • H.K.H. Prins Joachim fortalte, at Børnenes U-landskalender også er noget, man har. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)
  • Hundredvis af børn fra Ørestad Skole overværede lanceringen. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)
  • Rapperen Per Vers har lavet en rap til årets u-landskalender, og den opførte han foran Prinsen og de mange børn. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)
  • Rapperen Per Vers (th.) og tv-vært Joakim Ingversen præsenterede mandag Børnenes U-landskalender 2015 foran hundredvis af børn på Ørestad Skole på Amager. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)
1 / 6

Duften af gran, gløgg og brunekager er ikke udpræget endnu, men det bliver den snart. For julen står foran ikke mindst butiksdørene, og en af de sikre julebebudere dukkede op mandag, da Børnenes U-landskalender 2015 blev præsenteret.

Kalenderen blev lanceret ved et arrangement for pressen og for hundredvis af elever på Ørestad Skole på Amager. Her var blandt andre H.K.H. Prins Joachim, rapperen Per Vers og DR Ultra-vært Joakim Ingversen med til lanceringen af den 53. udgave af kalenderen, som DR og Danida har lavet i fællesskab siden 1962. Kalenderen er i handlen fra denne uge.

”Jeg er lige så spændt som juleaften,” sagde H.K.H. Prins Joachim, da Prinsen modtog årets U-landskalender pakket ind som en julegave og gik i gang med at åbne den. Ligesom sidste år er der faktisk to kalendere og 48 låger, der kan åbnes i årets U-landskalender. Der er en kalender til de små børn, der ser Ramasjang, og så er der en til de lidt større.

H.K.H. Prins Joachim var til stede ved præsentationen i sin egenskab af at være protektor for CARE Danmark. Overskuddet fra Børnenes U-landskalender går i år til CARE Danmarks projekt i Nepal, der gavner Himalayas bjergbørn og blandt andet skal sikre uddannelse og sund mad til børn i tre af Nepals fattigste bjergdistrikter.

H.K.H. Prins Joachim kunne fortælle børnene, at han selv har haft Børnenes U-landskalender på slottet:

”Jeg husker fra dengang, jeg var barn, hvordan jeg i december åbnede låger i Børnenes U-landskalender og fulgte med i julekalenderen i fjernsynet. Nu åbner jeg ikke selv kalenderne mere, men det gør mine to yngste børn Henrik og Athena, og det er ikke kun os, som bliver glade over at åbne kalenderen,” sagde Prinsen og fortsatte:

”Puja på 10 år i Nepal er en af dem, der får glæde af, at vi åbner u-landskalenderen i Danmark. Hun bor på en af verdens højeste bjerge, og hendes familie laver tæpper,” forklarede H.K.H. Prins Joachim foran de mange skolebørn.

Puja og andre familier i Nepals bjerge bor i omkring 4000 meters højde. I den iskolde vinter tvinges de ned ad bjerget for at sikre sig selv og familiens dyr mad. Når de er nødt til det, bliver børnene taget ud af skolen, og når familierne vender tilbage er adgangsbilletten til næste klassetrin – eksamen – overstået eller lige rundt om hjørnet. Derfor ender mange børn med at droppe helt ud af skolesystemet, og CARE Danmarks projekt bag Børnenes Ulandskalender skal blandt andet være med til at sikre, at børnene får massiv undervisning om sommeren, når familierne er tilbage.

100.000 skal bruge undervisningsmateriale

I forbindelse med pressemødet lancerede Danida også det fælles website om Nepal til alle danske børn og det undervisningsmateriale, som omkring 100.000 skoleelever over hele landet efter planen skal lave temauger om her i efteråret.

I centrum af materialet står årets bog, ’Det tredje øje’, der er skrevet af forfatteren Kim Langer, og som rapperen Per Vers har indlæst som lydbog. Han har også skrevet en rap til årets kalender, og den bød han også på foran de mange børn, Prins Joachim og pressen på Ørestad Skole.

Flere optaktsprogrammer på vej

Som en optakt til årets julekalender sender DR Ultra flere programmer fra Nepal i den kommende tid. ’Ultra Nyt’ viser to dokumentarfilm om henholdsvis de glemte bjergbørn i Nepal og om jordskælvet, der ramte landet tidligere i år. Og efter efterårsferien kommer der fire film, hvor Ultra-vært Joakim Ingversen har besøgt Nepal og nogle af dem, som årets overskud går til. Ramasjang for de mindste fortæller også børnene om Nepal, og her er det kanalens rejsebamse Sofus, der er gennemgående figur i programmerne.

Årets DR1-julekalender bliver ’Absalons Hemmelighed’, mens Ramasjang i år genudsender den første af julekalenderne med ’Nissebanden’.

Nepal-aften i Kulturnatten

Siden DR og Danida sendt den første u-landskalender på gaden i 1962, har danske børn og deres forældres køb af den betydet, at der er røget sammenlagt omkring 178 millioner kroner af sted til projekter for børn og unge i Asien, Afrika og Latinamerika. 159.452 investerede lommepengene i Børnenes U-landskalender i 2014. Det var over 35.000 flere end året forinden.

Allerede på fredag den 9. oktober er der mulighed for at høre Per Vers synge sin u-landskalender-rap. Det gør han i DR Byen i forbindelse med Kulturnatten. Her er DR og CARE Danmark gået sammen om en lille Nepal-begivenhed, hvor børn og voksne kan høre mere om, hvordan det er at være barn i Nepal, og også møde rejsebamsen Sofus, der har været i Nepal for at lave nogle af årets optaktsprogrammer.