BILLEDER: Slut med at spørge Olivia - Jimmy Stahr er død

Han var med til at opfinde 'Legestue', han spurgte Olivia - og sluttede DR-karrieren som 'Giro 413'-vært. Jimmy Stahr er død, 82 år gammel.

  • Jimmy Stahr ville gerne lave meningsfulde udsendelser for børn, og det blev til en masse af dem, mens han arbejdede i DR fra 1962 og frem til udgangen af 2003. Nu er Jimmy Stahr død, 82 år gammel. (Foto: Helge Jensen)
  • Jimmy Stahr var uddannet skolelærer, men det blev ikke til så mange år som underviser, før han fattede interesse for at lave radio og tv for børn. Sammen med B&U-chef Mogens Vemmer var han for eksempel med til at opfinde den daglige 'Legestue', som DR sendte gennem mange år, og som blandt andet bød på Kaj og Andrea, programmer med Trille, Syvsoveren og meget, meget andet. (Foto: Dr arkiv)
  • Jimmy Stahr var daglig leder af DRs småbørnsudsendelser fra 1968-1977, og hans helt store slagnummer gennem mange år var radioprogrammerne 'Spørg Olivia'. Det var en spørgebrevkasse for børn, hvor han angiveligt gennem årene nåede at svare på omkring 6.000 spørgsmål om alt muligt. (Foto: Anne-Grethe Brixvall)
  • Jimmy Stahr - bagerst til højre - arbejdede med DRs børneprogrammer i en tid, hvor masser af koryfæer var ansat. blandt andre Per Nielsen, Povl Kjøller, Jørgen Clevin, Trille, Kaj og Andrea og Syvsoveren, som alle er kommet med på dette 70'er-billede. Fra 1977-1994 valgte Jimmy Stahr en helt ny retning, da han blev socialdemokratisk folketingsmedlem, men samtidig lavede Jimmy Stahr fortsat 'Spørg Olivia' på P3, som han nåede at lave gennem 22 år. (Foto: Dr arkiv)
  • Efter at have beskæftiget sig med børnestoffet hele sit liv, sluttede Jimmy Stahr sin karriere i DR som radiovært på det hæderkronede ønskeprogram 'Giro 413' i slutningen af 1990'erne og starten af 00'erne. I de første år deltes den netop afgåede vært Margaret Lindhardt og Jimmy Stahr om værtstjansen i 'Giro 413'. (Foto: Mette Harrestrup)
  • Jimmy Stahr blev så glad for arbejdet på 'Giro 413', at han også skrev en bog om programmets historie i 2002. (Foto: (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1))
  • Jimmy Stahr sendte sin sidste 'Giro 413'-udsendelse den 29. december 2003, og da han var færdig, blev han overrasket af kolleger - blandt andre den tidligere B&U-chef Mogens Vemmer, som han arbejdede tæt sammen med om de mange børneprogrammer. Efter sin pensionering fra DR var Jimmy Stahr blandt andet med til at etablere foreningen De Nye Bedsteforældre, som arbejdede for at styrke forholdet mellem børnebørn og bedsteforældre. Jimmy Stahr var selv morfar og farfar også. Han døde den 2. juni. (Foto: (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1))
1 / 7

Hør en gammel 'Spørg Olivia' med Jimmy Stahr fra 1986 her