BILLEDER: Sports-Danmark blev hædret i Herning

Over en million seere fulgte med, da DR sendte ’Sport 2017’ direkte fra Herning lørdag aften, og hvor 12 priser skulle uddeles.

  • Hvert år er der stor opmærksomhed om, hvilken stor sportsmand eller sportskvinde, der bliver optaget i sportens ’Hall of Fame’ og dermed udstillet i Idrættens Hus i Brøndby. Sådan var det også i år, og det viste sig at blive racerkøreren Tom Kristensen, som er den af alle, der har vundet det legendariske Le Mans-løb i Frankrig flest gange – nemlig ni gange, inden han i 2014 valgte at stoppe karrieren. (Foto: Lars mØLler)
  • Det var også Tom Kristensen selv, der afslørede statuetten til ’Hall of Fame’, da DR Sporten lørdag aften sendte sit årlige ’Sport 2017’-show fra Jyske Bank Boxen i Herning med Peter Møller og Tina Müller som værter. Det blev en overmåde populær aften – også ude i stuerne, for 1.017.000 seere fulgte med, ifølge Kantar Gallups seerundersøgelse. (Foto: Lars mØLler)
  • Der blev i alt uddelt 12 priser, og der var så rigeligt at fejre, for i løbet af 2017 har danske idrætsfolk hentet over 70 medaljer ude i verden. De blev fejret – ligesom en række af dem, der gør en indsats i foreninger og klubber over hele landet gør. (Foto: Lars mØLler)
  • Én af priserne, der blev uddelt var ’Danskernes Idrætspris’, som DRs P4, Danmarks Idræts-Forbund (DIF) og e-Boks uddeler i fællesskab. Prisen gik til FC Thy Piger, der består af et samarbejde mellem fem gamle, rivaliserende klubber. Samarbejdet betyder, at piger kan fortsætte med at spille forbold, selv om de bor i et lokalsamfund, hvor der ikke nødvendigvis er så mange spillere. Hos FC Thy træner pigerne i rotation mellem alle fem klubber: Frøstrup Hannæs IF, IF Nordthy, Nors BK, Koldby-Hørdum IF og Thisted FC. De i alt 229 forskellige idrætsinitiativer, der blev indstillet til prisen, kom alle fra P4’s lyttere. (Foto: Lars mØLler)
  • Traditionen tro deltog Kronprins Frederik i ’Sport 2017’, hvor Hans Kongelige Højhed uddelte Jyllands-Posten og DIF’s pris ’Årets Sportsnavn’. Den gik til badmintonverdensmester Victor Axelsen, der blev aftenens helt store prismodtager, idet han også fik ’BT Guld’ og prisen for ’Årets Jubelscene’. Victor Axelsen måtte dog juble med fra Indien, hvor han befandt sig. (Foto: Lars mØLler)
  • Kvindefodboldlandsholdets Nadia Nadim kunne heller ikke selv være til stede for at modtage prisen som ’Årets Forbillede’. Hun var med på en Skype-forbindelse fra Manchester, hvor hun netop er startet i klubben Manchester City. (Foto: Lars mØLler)
  • Udover en masse store sportsnavne og sportsøjeblikke fra 2017 var der også masser af musik for de tusindvis af gæster i Boxen. Nik & Jay var for eksempel på scenen. (Foto: Lars mØLler)
  • ’Minds of 99’ var det også med nummeret ’Ung kniv’ blandt andet. Udsendelsen kan ses på dr.dk/tv de næste fire uger. (Foto: Lars mØLler)
1 / 8
Facebook
Twitter