BILLEDER: Suzanne Bjerrehuus fik pladen fuld efter ’Super-Chancen’

Hun er uddannet som jurist, men det var rollen som bingovært i ’Super-Chancen’ i monopolets sidste tid, som for alvor gjorde Suzanne Bjerrehuus kendt. Torsdag fylder hun 70 år.

  • Senere på året er det 30 år siden, at DRs tv-monopol blev brudt, og én af de absolut sidste, der blev kendt og kom ind i alles stuer i monopoltiden, var jurist og tidligere fotomodel Suzanne Bjerrehuus, der torsdag den 22. februar fylder 70 år. Suzanne Bjerrehuus’ gennembrud kom i underholdningsprogrammerne ’Super-Chancen’, som blev sendt på landets dengang eneste tv-kanal i 1988 – faktisk i samme efterår, som TV 2 blev lanceret. (Foto: Valdemar Vedel.)
  • ’Super-Chancen’ var et landsdækkende bankospil – sendt fra 10 forskellige byer i landet, og hovedpræmien var på en kvart million kroner. Pengene gik til at hjælpe almennyttige og sygdomsbekæmpende organisationer, og det blev en kæmpe succes. Udover at trække bolde præsenterede Suzanne Bjerrehuus også en række danske og internationale kunstnere i Holstebro, Brønderslev, Randers, Esbjerg, og hvor ’Super-Chancen’ ellers kom frem med tromle og kugler. På scenen var for eksempel Sylvia Vrethammer, Bamses Venner, Östen Warnerbring, Svenne og Lotta, Flemming Jensen, Udo Jürgens og Lille-Palle, men allerbedst husker mange nok Ulf Pilgaards og Claus Ryskjærs medvirken, hvor de hjalp Suzanne Bjerrehuus med at trække numre og gjorde det på en så kreativ måde, at hun udbrød ”Sådan har jeg ikke fået den før”. (Foto: Anne-Grethe Svendsen.)
  • TV-værtsskabet for ’Super-Chancen’ gav Suzanne Bjerrehuus ”fuld plade”, og det banede vejen for flere andre tv-job for Suzanne Bjerrehuus, der tidligere havde arbejdet for blandt andre OECD i Paris, Industrifagenes Arbejdsgiverforening og Det Konservative Folkepartis politisk-økonomiske afdeling. Senere blev Suzanne Bjerrehuus gennem flere år vært på det nu hedengangne ’Eleva2ren’ på TV 2 og morgenfjernsyn på TV3. (Foto: Anne-Grethe Svendsen.)
  • I 1998 var Suzanne Bjerrehuus tilbage på DR – nu på det relativt nyetablerede DR2 i udsendelsesrækken ’Surfing Suzy’. På det tidspunkt var computeren stadig helt ny eller helt ukendt land for mange, og Suzanne Bjerrehuus bød på eksempler på, hvordan man surfede på nettet, og hvad man i det hele taget kunne bruge en hjemmecomputer til. Som det fremgår af billedet, har mange computere skiftet udseende siden – eller er blevet bærbare (Foto: Ulla Voigt.)
  • Gennem årene har bramfrie Suzanne Bjerrehuus også medvirket et utal af gange i ’Mads & Monopolet’-programmerne, der har været sendt siden 2003 på først P3 og siden P4. Faktisk udgjorde Suzanne Bjerrehuus det allerførste monopol – sammen med Anders Matthesen og Søren Pind, da Mads Steffensen sendte det populære program første gang den 6. september 2003. Her er hun fra ’Mads og Monopolet’s 10 års fødselsdag i 2013 – sammen med Hella Joof, Søren Pind og Mads Christensen. (Foto: Kirsten Ellebæk.)
  • Her er Suzanne Bjerrehuus fra programmet ’Året der gik’ i 2002. Anja Thordal og Morten Løkkegaard var værter. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen.)
  • Suzanne Bjerrehuus har også deltaget i en stribe tv-programmer sammen med sønnen, fotomodellen Oliver Bjerrehuus. Her er de fra underholdningsprogrammet ’aHa’ i 2006. (Foto: Kirsten Ellebæk.)
  • Suzanne Bjerrehuus har også medvirket i haveprogrammer på DR. Her er hun fra ’Havestafetten’ på DR1, hvor hun havde besøg af kunstneren Kristian von Hornsleth. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen.)
  • Seks kendte danskere tager i 2013 i DR1-programmerne ’Ved du, hvem du er?’ på en overraskende rejse tilbage i deres slægt – og en af dem var Suzanne Bjerrehuus. Programmerne afdækkede familiehemmeligheder, og medvirkende forfædres voldsomme skæbner. Suzanne Bjerrehuus kan umiddelbart bedst spejle sig selv i sin fars uregerlige slægt. Men en opsigtsvækkende rejse tilbage i familien viser, at mors familie slet ikke er så kedelig, som hun troede. (Foto: Carsten Overbye.)
  • Suzanne Bjerrehuus lider desværre fortsat under eftervirkningerne fra den kræft, hun fik konstateret i den ene mandel i 1995 – et forløb, hun også skrev om i bogen ’Er vinter nær’. Senskader af strålebehandlingen har givet hende vejrtræknings- og stemmeproblemer, og derfor går hun nu igen til behandling på Bispebjerg Hospital, fortalte hun tidligere på året via Facebook, hvor hun stadig flittigt lufter sine meninger om dette og hint. Her ses 70 års fødselaren fra ’Mads og Monopolet’ i 2014 sammen med Uffe Buchardt, manden Asger Aamund og Mads Steffensen. (Foto: Kirsten Ellebaek)
1 / 10
  • Se gamle ’Super-Chancen’-programmer her.

Facebook
Twitter